Nævnet stadfæstede i juni 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende mandlig statsløs palæstinenser fra Libanon. Ansøgeren blev født i Danmark i 1996. Ansøgeren udrejste af Danmark i 1998 til Libanon og indrejste igen i 2013.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk araber og muslim født i Aarhus, Danmark. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Libanon frygter at blive slået ihjel af medlemmer fra Hizbollah, fordi ansøgeren har stukket en mand ved navn [A] med en kniv. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Libanon frygter ansøgerens mors familie, fordi at ansøgeren og ansøgerens lillebror havde et skænderi med ansøgerens morbrødre, som er medlem af Hizbollah. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at ansøgeren indledte et skænderi med en mand, som bevidst afspærrende en vej med sin bil. Den pågældende mand steg ud af bilen og slog ansøgeren med et bælte, hvorefter ansøgeren stak den pågældende med en kniv tre gange og flygtede. Ansøgeren blev først efterfølgende bekendt med, at den pågældende mand hed [A], hvis brødre var medlem af Hizbollah. Ansøgeren blev herefter opsøgt af den libanesiske efterretningstjeneste på sin bopæl og blev tilbageholdt i en uge, hvorefter ansøgeren blev stillet for retten. Ansøgeren blev idømt en bødestraf på 300.000 libanesiske lira. Ansøgeren ankede dommen og blev frikendt. Ansøgerens familie blev opsøgt af [A’s] familie, som ønskede hævn. Ansøgeren samt ansøgerens lillebror tog derfor ophold hos deres farmor i en flygtningelejr i Tyr. Ansøgeren samt ansøgerens lillebror besøgte ansøgerens mor i Beka et par måneder efter knivstikkeriet. Under besøget indledte ansøgeren og ansøgerens lillebror et slagsmål med deres tre morbrødre, idet de havde talt nedsættende om dem. Ansøgeren har endelig oplyst, at ansøgeren og ansøgerens lillebror forgæves har forsøgt af udrejse af Libanon siden 2004, da ambassaden i Libanon ikke var behjælpelige med rejsedokumenter. Ansøgeren har endvidere forklaret, at ansøgeren samt ansøgerens lillebror i 2013 fik udstedt rejsedokumenter og opnåede visum i Danmark, hvor de udrejste af landet samme år. Udlændingestyrelsen har lagt til grund, at ansøgeren som statsløs palæstinenser isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Spørgsmålet er herefter om Libanon kan tjene som første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. Flygtningenævnet finder, at dette er tilfældet under hensyn til, at ansøgeren har boet i Libanon i størstedelen af sit liv, medmindre der foreligger forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, i relation til Libanon. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgerens forklaring kan lægges til grund, idet den på væsentlige punkter indeholder divergenser. Han har således forklaret forskelligt om, hvorvidt [A] var i besiddelse af en kniv eller alene angreb ham med et bælte. Han har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt dommen blev ændret fordi han havde betalt erstatning til [A] eller fordi denne under retsmødet i appelinstansen overfaldt ansøgeren. Han har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt hans og broderens skænderi og slagsmål med morbrødrene fandt sted før eller efter retssagen. Endelig bemærkes at ansøgeren angiveligt uantastet har kunnet opholde sig i Libanon i omkring ti måneder fra retssagens afslutning til udrejsen, som foregik under anvendelse af et gyldigt visum. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse." Stat/2018/11/GJEY
