Nævnet stadfæstede i juni 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk araber og muslim fra Ain al-Hilweh Flygtningelejren i Libanon. I 1982 flyttede han til [S]. I 2002 flyttede han til Syrien, idet han blev gift med en palæstinenser fra Syrien. I 2012 flyttede han tilbage til [M]-Flygtningelejren i Libanon. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter den islamistiske gruppering, der slog hans arbejdsgiver, [A], ihjel. Ansøgeren formoder, at det er [B], der har tilknytning til Hizbollah. Ansøgeren flygtede fra Syrien i 2012 på grund af borgerkrigen. Hans bopæl og hans svigerfars bopæl blev ødelagt i forbindelse med bombardementer. Han havde ikke selv konflikter med grupperinger i Syrien. Da ansøgeren vendte tilbage til Libanon, tog han ophold i [M]-Flygtningelejren. Han kom i kontakt med en entreprenør, [A], der hjalp ansøgeren med at renovere ansøgerens bolig. Til gengæld skulle ansøgeren arbejde for ham. På et tidspunkt begyndte en islamistisk gruppe at true [A]. Grupperingen dræbte [A], to af hans brødre, seks medarbejdere og en ambulancechauffør, der kom til undsætning. Derefter opsøgte grupperingen de folk, der arbejdede for [A]. Ansøgeren var ikke på arbejde, hvorfor grupperingen opsøgte ansøgeren på hans bopæl. Han nåede dog at flygte. De skød efter ham, men de ramte ham ikke. Om aftenen kom grupperingen tilbage til [M], hvor de dræbte flere folk, der arbejdede for [A]. Ansøgerens ægtefælle blev også opsøgt og slået. Ansøgeren er statsløs palæstinenser fra Libanon og må som lagt til grund af Udlændingestyrelsen i overensstemmelse med Flygtningenævnets praksis isoleret set anses for at være omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet er enig med Udlændingestyrelsen i, at Libanon kan tjene som første asylland for ansøgeren, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4, idet ansøgeren har opholdstilladelse i Libanon, hvor han er født og opvokset og må antages at kunne opnå beskyttelse. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke har været politisk aktiv eller på noget tidspunkt har været i konflikt med de libanesiske myndigheder. Flygtningenævnet finder desuden, at ansøgeren ikke på overbevisende måde har kunnet redegøre for sin aktuelle konflikt med de ukendte islamister, som skulle have opsøgt hans hjem og skudt efter ham i slutningen af 2014. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om antallet af mænd, der opsøgte ham, og om han selv så dem. Under samtalerne hos Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2015 og [i sommeren] 2016 har han forklaret, at han blev opsøgt af fem til syv mænd, og at han ikke selv så dem. For nævnet har ansøgeren oplyst, at der var tale om to til tre mænd, som han selv så komme mod sit hus og bemærkede, at de havde skæg. Ansøgeren har desuden for nævnet svaret afglidende på spørgsmål om denne væsentlige uoverensstemmelse i forhold til hans gengivelse af episoden. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren ikke ved, hvem der skulle have opsøgt ham. Det beror alene på hans egen formodning, at episoden skulle have baggrund i hans arbejde for hans arbejdsgiver, [A]. Ansøgeren har således også oplyst, at han ikke ved, hvem der dræbte [A] og hvorfor, ligesom han ikke ved, hvordan de ukendte drabsmænd skulle have mulighed for at finde frem til ansøgeren og efterstræbe ham på ny ved hans tilbagevenden til Libanon. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerens familie ikke er blevet opsøgt eller truet som følge af episoden efter ansøgerens flugt, idet ansøgeren under samtalen [i sommeren] 2016 har forklaret, at hans mor alene har oplyst, at hun følte, at hendes bolig blev holdt under opsyn, hvilket var årsagen til, at hun bad ham om ikke at vende tilbage. Den af ansøgeren fremlagte erklæring fra en lokal sikkerhedsstyrke oprettet i 2017 – og dermed efter ansøgerens udrejse – om, at han skulle være i fare ved en tilbagevenden til Libanon, kan ikke føre til en anden vurdering. Nævnet bemærker herved, at ansøgeren ikke har kunnet forklare nærmere om sikkerhedsstyrkens grundlag for at udstede erklæringen, som ansøgeren oplyser at have fået tilsendt fra sin familie. Den omstændighed, at ansøgeren under sin flugt har været kidnappet i [et transitland] og herunder har været udsat for fysiske overgreb, kan ikke medføre, at han ikke kan antages at kunne opnå beskyttelse i Libanon. Der er således ikke oplysninger i sagen, der understøtter, at kidnapperne fra [transitlandet] skulle have evne eller vilje til at opsøge ansøgeren og udsætte ham for asylbegrundende overgreb i Libanon ved ansøgerens tilbagevenden. Nævnet bemærker endvidere, at de generelle forhold for statsløse palæstinensere i Libanon – selvom de er vanskelige – ikke i sig selv er af en sådan karakter, at de kan begrunde meddelelse af opholdstilladelse til ansøgeren. Der er heller ikke noget i de foreliggende baggrundsoplysninger, der giver grundlag for at antage, at de libanesiske myndigheder skulle sende ansøgeren til Syrien, hvis han vender tilbage til Libanon. Efter det anførte finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Libanon vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse eller for dødsstraf, tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, er herefter ikke opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” stat/2018/10/MKT
