Nævnet stadfæstende i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsløs palæstinenser samt tre børnene fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er statsløs palæstinenser, etnisk araber og sunni-muslim af trosretning fra Derra, Syrien. Flygtningenævnet har ved afgørelse af [vinteren] 2014 fundet, at ansøgeren isoleret set er omfattet af den dagældende udlændingelovs § 7, stk.2, og den genoptagne sag angår alene spørgsmålet, om Bulgarien kan tjene som ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. Ansøgeren har oplyst, at hun efter sin indrejse i Bulgarien opholdt sig i landet i omkring 8 måneder. Hun fravalgte ophold i et åbent asylcenter, hvor hun fandt forholdene dårlige og uegnede for børn, og blev af to syriske familier tilbudt at bo i en lejlighed sammen med dem uden at betale nævneværdigt herfor. Hun var under opholdet i Bulgarien ikke udsat for overgreb, men var utryg og forlod ikke lejligheden uden følgeskab af andre voksne. Det fremgår af sagen, at ansøgeren i [starten] af 2014 fik udstedt opholdstilladelse i Bulgarien med gyldighed i tre år. Af AIDA, Country Report, Bulgaria, 2016 Update, s. 63, fremgår blandt andet, at “Both refugee and subsidiary protection (“humanitarian”) statuses granted are indefinitely and are not limited in duration, but differ in the duration of validity of identity documents issued to holders”. På denne baggrund og under hensyn til de i øvrigt foreliggende oplysninger om ansøgeren og den aktuelle situation i Bulgarien lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgeren og hendes tre børn på henholdsvis 11, 14 og 16 år kan indrejse lovligt og tage lovligt ophold i Bulgarien. Nævnet finder endvidere, at ansøgerens personlige integritet og sikkerhed vil være beskyttet i Bulgarien, og at hun vil være beskyttet mod refoulement. Det bemærkes herved, at kravet om beskyttelse af ansøgerens personlige integritet og sikkerhed ikke indebærer, at den pågældende socialt set skal kunne leve på fuldt ud samme niveau som første asyllandets egne statsborgere. Det er dog et krav i henhold til Excom Conclusion no. 58 - 1989, at udlændingen i første asyllandet bliver ”treated in accordance with recognized basic human standards”. Efter Flygtningenævnets praksis er der blandt andet blevet lagt vægt på, om udlændingen har adgang til bolig, lægehjælp, mulighed for ansættelse i den private eller offentlige sektor, mulighed for frit at bosætte sig samt muligheden for at eje fast ejendom. Efter baggrundsoplysningerne lægger nævnet til grund, at ansøgeren og dennes børn har adgang hertil. De sociale og økonomiske forhold i Bulgarien findes – om end vanskelige – at være så tilstrækkelige, at ansøgeren kan henvises til at tage ophold i Bulgarien som første asylland. En udsendelse af ansøgeren og hendes børn til Bulgarien findes endvidere ikke at udgøre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som omfattet af EMRK artikel 3 og CCPR artikel 7. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren og hendes børn – der ikke er små – efter det oplyste er i hvert fald i alt væsentligt fysisk og psykisk raske og tillige er vurderet relativt ressourcestærke, og herefter ikke kan anses for at være særligt sårbare, uanset at ansøgeren er alene med børnene. Bulgarien kan herefter tjene som første asylland for ansøgeren og hendes børn, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Stat/2018/1/TBP
