Nævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber, sunni-muslim og statsløs palæstinenser fra Jobar, Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark den [i vinteren] 2014, og at han den [i foråret] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har den [i efteråret] 2016 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter fængsling, tortur eller at blive slået ihjel af de syriske myndigheder, idet klagerens søn er blevet slået ihjel, fordi sønnen muligvis er deserteret fra militærtjeneste, og da klageren har forladt sin statslige arbejdsplads. Klagerens bopæl i Jobar blev ransaget af de syriske myndigheder i starten af 2012. Myndighederne ransagede både klagerens og omkringboendes bopæle. Omkring en måned efter ransagningen blev klageren og hans familie smidt ud af deres bopæl af deres udlejers nevø, der ønskede selv at benytte lejligheden. Ultimo [i vinteren] 2012 stoppede klageren med sit arbejde som chauffør for den statslige vandforsyning. Klageren frygtede, at han – som andre statsansatte havde været udsat for – ville blive tvunget med i regeringshæren. Derfor udrejste klageren til Libanon. Efterfølgende har klagerens bekendte fortalt ham, at regeringsstyrker har været på hans tidligere bopæl for at spørge efter ham. Klageren har endvidere oplyst, at hans søn har arbejdet for det syriske militær. Sønnen blev anholdt af det syriske militær i [efteråret] 2012. En måned efter anholdelsen fik klageren oplysninger om, at hans søn var blevet slået ihjel, og at sønnen havde været udsat for tortur. Klageren ved ikke, hvorfor sønnen blev slået ihjel, men klageren formoder, at det enten skyldtes, at sønnen deserterede, eller at sønnen havde udtrykt sig negativt om den politiske situation i Syrien, og når et familiemedlem bliver anholdt af sikkerhedstjenesten, så kommer myndighederne efter resten af familien. Efter udrejsen af Syrien har klageren fået oplyst af en bekendt, som har kontakter i politiet, at hans to sønner på henholdsvis 18 og 19 år er blevet indkaldt til militæret i Syrien. Flygtningenævnet finder ikke, at klageren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb som følge af de anførte forhold. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at klageren uanset sønnens konflikt med myndighederne har kunnet udrejse legalt til Libanon ultimo [i vinteren] 2012. Flygtningenævnet lægger i relation til klagerens nu oplyste yderligere statsansættelse vægt på, at han efter sin egen forklaring er ophørt med arbejdet ultimo [i vinteren] 2012, men har fået udbetalt tilgodehavende løn i [vinteren] 2013 og feriepenge i [vinteren] 2013 uden problemer. Det findes derfor ikke sandsynliggjort, at klageren som følge af sin fratræden havde problemer med sin arbejdsgiver. Flygtningenævnet tillægger det endvidere en vis vægt, at klagerens ægtefælle og to sønner har kunnet udrejse legalt til Libanon uden problemer i [foråret] 2013, og at det af klagerens pas fremgår, at det er isat to visa af henholdsvis [i foråret] 2013 og [i vinteren] 2014 udstedt af den nigerianske ambassade i Damaskus, hvorfor klageren i forbindelse hermed må have været tilbage i Syrien. Klageren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” Stat/2017/9/MGO
