Nævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber, sunni-muslim og statsløs palæstinenser. Ansøgeren er født […] i Libanon i 1962, hvor hun boede indtil 1982, hvorefter hun flyttede til Yarmouk-lejren i Damaskus i Syrien, hvor hun boede indtil 2013, hvor hun rejste tilbage til Libanon. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter de syriske myndigheder og de generelle forhold i Syrien. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes ægtefælle i [sommeren] 2013 er blevet tilbageholdt og fængslet af de syriske myndigheder. Ansøgeren rettede henvendelse til de syriske myndigheder for at få oplyst, hvor hendes ægtefælle befandt sig, hvilket ikke er tilladt. Endvidere har ansøgeren oplevet at blive chikaneret og tilbageholdt af de syriske myndigheder. Flygtningenævnet kan lægge til grund, at ansøgeren er født og opvokset i Libanon, hvor hun har været registreret som statsløs palæstinenser. Det kan endvidere lægges til grund, at ansøgeren i 1983 i forbindelse med sit ægteskab med en statsløs palæstinenser fra Syrien flyttede til Syrien og blev registreret under ægtefællens registrering. Det fremgår af baggrundsmaterialet, herunder Flygtningenævnets fact-finding rapport: Stateless Palestinian Refugees in Lebanon, p. 41-42 (og Udenrigsministeriets fortrolige høringssvar af 16. december 2015 side 4), at en statsløs palæstinenser officielt kun kan være registreret et sted, men at man, selvom man er blevet afregistreret i Libanon, kan søge om igen at blive registreret i Libanon, hvorefter der kan udstedes et libanesisk rejsedokument. Ansøgeren har forklaret, at hun i forbindelse med registreringen i Syrien afleverede sit libanesiske identitetskort, og at hun havde en forventning om, at de syriske myndigheder ville underrette de libanesiske myndigheder, så hun blev afregistreret i Libanon, og at hun ikke har søgt om genregistrering i Libanon. Flygtningenævnet lægger imidlertid vægt på, at det fremgår af ovennævnte baggrundsmateriale, at de syriske myndigheder ikke af sig selv underretter de libanesiske myndigheder om en foretagen registrering ved ægteskab af en statsløs palæstinenser. Ansøgerens forklaring om, at hun efter registreringen i Syrien - uden egen henvendelse til de libanesiske myndigheder - skulle være blevet afregistreret i Libanon, har således formodningen imod sig. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren har opnået visum til Danmark på baggrund af et aktuelt libanesisk rejsedokument, udstedt [en nærmere bestemt dato i sommeren] 2014, og at det fremgår af Landinfos rapport af 22. september 2010 om palæstinensere i Libanon; Registrering og identitetsdokumenter, at omfanget af falske dokumenter må anses for at være ringe. Ansøgerens forklaring om, at der skulle være tale om et falsk rejsedokument opnået med bistand af en agent, må derfor også af den grund tilsidesættes som usandsynlig. På baggrund af det libanesiske rejsedokument lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgeren aktuelt er registreret i Libanon – det være sig enten på grund af manglende afregistrering eller fornyet ansøgning om genregistrering - og at hun som sådan har ret til at genindrejse i Libanon og tage ophold der. Hun skal derfor bedømmes som statsløs palæstinenser fra Libanon og er derfor som udgangspunkt omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder imidlertid, at Libanon, hvor hun er født og opvokset og har boet igen fra 2013 til 2014, fortsat kan tjene som første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4.Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”Stats/2017/8/STR
