Nævnet meddelte i februar 2017 opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar samt fire børn, som er statsløse palæstinensere fra Irak. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgerne er statsløse palæstinensere og sunni-muslimer fra Bagdad, Irak. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter, at den mandlige ansøger bliver kidnappet og slået ihjel af shiitiske militser, som arbejder for Indenrigsministeriet. Det overordnede formål fra myndighederne og de shiitiske militsers side er at formå de statsløse palæstinensere til at forlade landet. Ansøgerne har som asylmotiv videre henvist til, at de ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter de generelle forhold for statsløse palæstinensere. Ansøgerne har til støtte for asylmotivet henvist til, at deres bolig siden 2003 er blevet ransaget flere gange af myndighederne. I [sommeren] 2015 modtog den mandlige ansøger trusler fra en mand ved navn [A], som var spion for og fremsatte truslerne på vegne af indenrigsefterretningstjenesten. [A] fortalte den mandlige ansøger, at indenrigsefterretningstjenesten indsamlede oplysninger om ham med henblik på at anholde ham. [A] fortalte ikke den mandlige ansøger, hvilke oplysninger indenrigsefterretningstjenesten var ved at indsamle, men han fortalte ansøgeren, at de var ved at fabrikere beviser mod ham. [A] foreslog, at den mandlige ansøger kunne betale en ukendt person fra en ukendt milits penge for at rense den mandlige ansøgers navn. Den mandlige ansøger mødtes imidlertid aldrig med den ukendte person, da der ikke var nogen garanti for hans sikkerhed. Den [sommeren] 2015 udrejste ansøgerne legalt af Irak grundet truslerne. Efter udrejsen har den mandlige ansøger fået oplyst, at fem bevæbnede mænd fra efterretningstjenesten ca. 5 dage efter ansøgernes udrejse har spurgt efter ham i den coffee-shop, som han plejede at besøge. Ansøgerens bror er endvidere blevet tilbageholdt i fem til syv dage af ukendte personer, som spurgte ind til den mandlige ansøger og udsatte ham for tortur. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgernes forklaring har været sammenhængende, logisk og konsistent, og at den er i overensstemmelse med de aktuelle baggrundsoplysninger om forholdene for statsløse palæstinensere i Bagdad, myndighedernes samarbejde med shiitiske militser og myndighedernes generelle mistanke mod statsløse palæstinensere om støtte til terrorvirksomhed. Flygtningenævnet finder ligeledes, at ansøgerne har sandsynliggjort, at der er sammenhæng mellem på den ene side den mandlige ansøgers konflikt og på den anden side efterretningstjenestes efterfølgende henvendelse på den lokale kaffebar og anholdelsen af den mandlige ansøgers bror Ahmad, hvilket fandt sted kort tid efter ansøgernes udrejse. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved udrejsen var udsat for forfølgelse fra myndighedernes side eller forfølgelse understøttet af myndighederne. Ansøgerne har derfor sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Irak risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgerne opholdstilladelse i medfør af denne bestemmelse.” Stat/2017/7/DMO