Nævnet meddelte i februar 2017 opholdstilladelse til en kvindelig statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 2014.
Flygtningenævnet udtalte:
Ansøgeren er statsløs palæstinenser fra Libanon og sunnimuslim. Ansøgeren er født og opvokset i […], Saudi-Arabien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Saudi-Arabien frygter sin far og brødre, da hun har mistet sin mødom og derfor vanæret sin familie. Ansøgeren har videre henvist til, at hun frygter, at hendes far og brødre vil gøre hende ondt i Libanon eller tage hende med til Saudi-Arabien. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hun har haft et forhold til en fransk kristen mand ved navn [A], og at hun har mistet sin mødom. Ansøgerens familie har fået kendskab hertil, da ansøgeren har fortalt sine veninder og psykiater herom. Ansøgerens psykiater er ligeledes hendes mors psykiater. Flygtningenævnet lægger ved afgørelsen til grund, at ansøgeren som statsløs palæstinenser fra Libanon isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Spørgsmålet er herefter, om Saudi-Arabien eller Libanon kan tjene som første asylland, jf. herved udlændingelovens § 7, stk. 4. Om Saudi-Arabien bemærkes, at nævnet i det væsentlige lægger ansøgerens forklaring til grund om, at hun på grund af sit forhold til en kristen mand har haft en konflikt med sin familie. Ingen af ansøgerens forældre er statsborgere i Saudi-Arabien, og hendes visum til genindrejse udløb 6 måneder efter udrejsen fra Saudi-Arabien. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger finder nævnet ikke, at det er sandsynliggjort, at ansøgeren har en velbegrundet udsigt til, at hun vil kunne indrejse i og også i fremtiden opholde legalt sig i Saudi-Arabien, og at Saudi-Arabien derfor kan tjene som første asylland. Nævnet har herved blandt andet lagt vægt på Landinfos notater fra 2015 om: ”Innreisemulighet for statsløs, palestinsk enslig kvinne” og ”Jemenitter og andre arbejdsmigrater i Saudi-Arabia”, hvoraf følger, at en ansøger ikke kan returneres til Saudi-Arabien under tvang, og at en genindrejse kræver, at vedkommende søger et nyt indrejsevisum, hvilket nødvendiggør en sponsor. Da ansøgeren er over 25 år gammel, kan hendes far ikke være sponsor for hende, og hun kan derfor kun opnå opholdstilladelse via enten en arbejdsgiver eller ved at indgå ægteskab med en saudi-arabisk statsborger. Ansøgeren er i besiddelse af et libanesisk rejsedokument, og det lægges til grund, at hun, selvom det er udløbet, vil kunne indrejse i Libanon og opholde sig dér. Ansøgeren har imidlertid ingen form for tilknytning til Libanon, som hendes forældre forlod for mere end 45 år siden. Bortset fra en kusine, som ansøgeren aldrig har mødt, har hun ingen familie i Libanon. Ansøgerens to kortere ferieophold i Libanon fandt sted, da hun var henholdsvis 7 og 17 år gammel, og ansøgeren har derfor heller ikke andre former for netværk eller relationer til Libanon. Ansøgeren er en enlig kvinde med visse psykiske vanskeligheder og vil derfor i Libanon befinde sig i en særlig sårbar situation uden reel mulighed for opnå forsørgelse eller beskyttelse mod fysiske overgreb. I nævnets vurdering indgår også oplysningerne i baggrundsmaterialet om de generelt og tiltagende svære forhold såvel sikkerhedsmæssigt som socioøkonomisk for statsløse palæstinensere i Libanon. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren kan henvises til at tage ophold i Libanon som første asylland, hvorfor ansøgeren meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Stat/2017/6/STR
