Nævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Det bemærkes indledningsvist, at Flygtningenævnet ikke finder grundlag for at behandle sagen på et mundtligt nævnsmøde, jf. udlændingelovens §§ 53, stk. 8, og 56, stk. 3. Ansøgeren er statsløs palæstinenser, etnisk araber og muslim fra Libanon. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har ved samtalen med Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2014 som asylmotiv henvist til, at han ikke kan få arbejde i Libanon, da han betragtes som stofmisbruger. Ansøgeren har videre som asylmotiv henvist til, at en mand ved navn [A] fik politiet til at anholde ham i 2012, da ansøgeren skyldte ham penge for narkotika. Politiet løslod ansøgeren, da han lovede at betale [A] de penge, han skyldte ham. Ansøgeren har ved samtalen med Udlændingestyrelsen [i starten af] 2015 som asylmotiv henvist til, at han har en konflikt med en mand ved navn [B], da ansøgeren skylder ham penge for narkotika. Ansøgeren har endelig som asylmotiv henvist til, at han er statsløs palæstinenser, hvorfor han ikke har nogen rettigheder eller muligheder for at få et arbejde i Libanon. Ansøgeren har ved sin samtale med Dansk Flygtningehjælp oplyst, at han i Libanon har ytret sig om palæstinensiske rettigheder, og at han som følge heraf er efterstræbt af Mossad, den israelske efterretningstjeneste. Ansøgeren har hertil oplyst, at Mossad har forsøgt at forgifte ansøgeren i både Libanon og Danmark, og at de har kastet en bombe efter ham i Libanon. Ansøgeren har videre oplyst, at [A] og [B] begge samarbejder med den israelske efterretningstjeneste, og at de ønsker at slå ham ihjel. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren som statsløs palæstinenser fra Libanon isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Spørgsmålet er herefter, om Libanon kan tjene som ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. Flygtningenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på følgende forhold: Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med ansøgerens forklaring til grund, at ansøgeren har haft et mangeårigt misbrug af narkotika, der har ført til, at han har oparbejdet en gæld og deraf følgende konflikter med kriminelle personer, ligesom han i dag lider af symptomer på skizofreni. Nævnet lægger også til grund, at han har været i behandling for sit misbrug. Nævnet lægger endvidere til grund, at ansøgeren ikke har haft konflikter med myndighederne som følge af sin involvering i handel med narkotika. Nævnet kan derimod ikke lægge ansøgerens forklaring vedrørende konflikterne med myndighederne i Libanon, herunder den israelske efterretnings-tjeneste til grund, idet forklaringen fremstår udbyggende og usandsynlig. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke har forklaret om konflikten med myndighederne til samtalerne med Udlændingestyrelsen, men først har oplyst herom til samtalen med Dansk Flygtningehjælp. Nævnet finder ikke, at udbygningen af ansøgerens forklaring kan forklares med ansøgerens psykiske helbredstilstand. Ansøgerens henvisning til de generelt vanskelige vilkår for statsløse palæstinensere i Libanon kan ikke føre til, at Libanon ikke kan tjene som ansøgerens første asylland. Det bemærkes herved, at ansøgeren må antages at nyde basale civile og socioøkonomiske rettigheder i fornødent omfang, hvilket også bekræftes af oplysningerne om, at han i flere år har haft arbejde som lærer, og at han har modtaget behandling for sit narkotikamisbrug. Nævnet har tillige lagt vægt på, at ansøgeren har familie i Libanon, som han har været i kontakt med under sit ophold i Danmark. Ansøgeren har således oplyst til oplysnings- og motivsamtalen [i efteråret] 2014, at han havde kontakt med sin ægtefælle via viber og internettet, og at han senest havde talt med hende samme dag som samtalen. Efter en samlet vurdering af sagens oplysninger finder Flygtningenævnet herefter, at Libanon, hvor ansøgeren er født og opvokset, hvor han fortsat har familie og opholdstilladelse, fortsat kan tjene som ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” stat/2017/4/SLH
