stat201721

Nævnet stadfæstede i december 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Syrien. Indrejst i 2015. 
Flygtningenævnet udtalte: 
”Klageren er statsløs palæstinenser fra Syrien, etnisk araber, og sunni muslim fra […], Damaskus, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. [i efteråret] 2016 meddelte Udlændingestyrelsen klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. [i sommeren] 2017 er der indgivet klage over Udlændingestyrelsen statusvalg. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive fængslet eller henrettet af de syriske myndigheder, da han er statsløs palæstinenser. Klageren har til støtte herfor oplyst, at de syriske myndigheder generelt fængsler statsløse palæstinensere, og at statsløse palæstinensere ikke har ret til at forlade Damaskus. Klageren har videre henvist til, at han frygter at blive genindkaldt til militærtjeneste. Til støtte herfor har klageren oplyst, at de syriske myndigheder vil indkalde ham til militærtjeneste, idet han har fungeret som kampvognsfører under sin værnepligt fra 1989-1991. Klageren har endvidere forklaret, at han frygter en bevæbnet gruppe ved navn Al Ajwa, fordi han nægtede gruppen adgang til taget på den ejendom, hvor han boede. Slutteligt har klageren forklaret, at han frygter de generelle forhold i Syrien. Efter Flygtningenævnets baggrundsoplysninger kan alle syriske mænd op til 42 år blive genindkaldt til militæret. Flygtningenævnet finder ikke, at klageren har særlige kvalifikationer, der kan medføre, at han vil være i risiko for genindkaldelse, selv om han nu er blevet 47 år. Det er 26 år siden, klageren under aftjening af sin værnepligt kørte kampvogn, og han har ikke siden da holdt sine kundskaber ved lige. Videre har klageren ikke modtaget en indkaldelse til militæret. På denne baggrund har klageren ikke sandsynliggjort, at han vil blive genindkaldt til militæret. Efter klagerens forklaring til Udlændingestyrelsen den 7. september 2016 anser han selv konflikten med Al Ajwa for afsluttet. På denne baggrund har klageren ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for forfølgelse, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det forhold, at klageren er statsløs palæstinenser, kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet finder, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for overgreb, omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, men da risikoen ikke er begrundet i individuelle omstændigheder, kan klageren ikke meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” Stat/2017/21/jov