Nævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Vestbredden. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er statsløs palæstinenser og sunni-muslim fra Bethlehem, Vestbredden. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Vestbredden frygter, at han vil blive dræbt af sin ekskærestes familie, fordi de blev gift uden samtykke fra hendes familie. Ansøgeren frygter endvidere at blive fængslet af myndighederne, fordi hans ekskærestes far arbejder for politiet. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han mødte pigen [A] på universitetet i 2011. De indledte derefter et forhold. På tredje år på universitetet friede ansøgeren til [A], hvilket hun accepterede. Inden ansøgeren og [A] kunne gifte sig skulle [A’s] familie acceptere frieriet, og derfor fik ansøgeren sin mors veninde, [B] til at tale med [A’s] familie. [B] anmodede om [A’s] hånd på ansøgerens vegne og efter to uger fik ansøgeren afslag på frieriet. [A’s] far ville ikke acceptere deres forhold, fordi ansøgerens far var afhængig af narkotika. I [efteråret] 2012 valgte ansøgeren og [A] dog alligevel at blive gift uden hendes families samtykke. 10 dage efter vielsen fortalte de til deres familier, at de var blevet gift. I [vinteren] 2012 blev ansøgeren opsøgt af [A’s] familie på sin bopæl, hvor han blev truet af familien. Ansøgeren valgte derfor at flygte hjem til sin ven, [C]. Ansøgerens bopæl blev opsøgt to gange af [A’s] familie, mens han opholdt sig hos [C]. Ansøgerens familie har efterfølgende modtaget indkaldelser fra politiet. Ansøgeren udrejste af Vestbredden [foråret] 2013 på et Schengen visum til Belgien. Flygtningenævnet tiltræder Udlændingestyrelsens afgørelse af, at Vestbredden, hvor ansøgeren er født og opvokset og har boet indtil sin udrejse, skal betragtes som hans hjemland, jf. Flygtningekonventionens artikel 1 A (2). Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om hans asylmotiv til grund. Der er herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring fremstår divergerende og konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har forklaret divergerende om helt centrale forhold vedrørende sit asylmotiv. Han har således forklaret i sit asylansøgningsskema, at det var hans mor og far, der tog til [A’s] familie for at bede om hendes hånd, mens han efterfølgende over for Udlændingestyrelsen har forklaret, at det alene var hans mors veninde, [B], der tog hen til pigens familie og på et andet tidspunkt, at det alene var hans mor, der tog derhen. Han har endvidere forklaret divergerende om, hvornår han indgik ægteskab med [A] og om, hvornår de fortalte familierne om ægteskabet samt om, hvornår hendes familie opsøgte ham. Han har således først forklaret, at de blev gift i oktober måned, fortalte det til familierne efter 10 dage, hvorefter han blev opsøgt, mens han senere har forklaret, at de blev gift i oktober måned, og at [A’s] familie opsøgte ham i december måned. Endelig har han under nævnsmødet forklaret, at de blev gift i slutningen af oktober måned/først i november måned, fortalte det til familierne efter 14 dage, og at han blev opsøgt i december måned. Dertil kommer, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvor længe han opholdt sig hos sin ven [C]. Endelig finder Flygtningenævnet, at det forekommer mindre sandsynligt, at ansøgeren kunne udrejse legalt af hjemlandet, såfremt han havde en konflikt med [A’s] far, der var officer i politiet. Ansøgeren har ikke under nævnsmødet været i stand til at uddybe sin forklaring eller forklare de nævnte divergenser, som Flygtningenævnet ikke finder alene kan forklares ved, at ansøgeren mente noget andet end ordlyden af forklaringen angående, hvem der tog hen til [A’s] familie. Der er herved lagt vægt på det antal gange, ansøgeren har forklaret, at hans forældre eller mor tog derhen uden også at nævne, at [C] var den eneste, der rent faktisk tog derhen eller på anden måde angive sammenhængen. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det kan ikke føre til et andet resultat, at ansøgeren har fremlagt diverse indkaldelser til afhøring hos politiet på forskellige datoer i 2017. Der er herved lagt vægt på dokumenternes sene fremkomst og deres karakter. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Stat/2017/18/THJ
