Nævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Syrien. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk araber og muslim fra El Mizarib, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en udsendelse til Syrien frygter, at han vil blive tvunget til at aftjene syrisk militærtjeneste, og at han i den forbindelse vil blive tvunget til at slå andre mennesker ihjel. Udlændingestyrelsen har lagt til grund, at ansøgeren isoleret set er omfattet af Udlændingelovens § 7, stk. 1. Da klageren er udvist med indrejseforbud, kan han ikke meddeles opholdstilladelse, medmindre særlige grunde taler derfor, jf. udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt. Det lægges til grund, at ansøgeren oprindeligt er meddelt asyl i [efteråret] 2013 og at han har været frihedsberøvet siden [vinteren] 2015. Under opholdet i Danmark har han gået på sprogskole, været i praktik og haft kortvarige ansættelsesforhold. Han har ikke nærmere familie end tre onkler og disses børn. Han har forklaret, at kontakten med familien har været begrænset efter varetægtsfængslingen. Han har endelig forklaret, at han har to danske kærester, hvoraf han overvejer at flytte sammen med den ene. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at straffedommen sammenholdt med de foreliggende oplysninger, at der ikke foreligger sådanne særlige grunde, at ansøgeren kan meddeles opholdstilladelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse, idet det dog bemærkes, at ansøgeren ikke kan udsendes med tvang til Syrien, jf. udlændingelovens § 31, stk. 2, jf. stk. 1. ” stat/2017/17/DMO
