Nævnet meddelte i juni 2017 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsløs palæstinenser fra Gaza. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og muslim af trosretning fra Gaza. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Gaza frygter at blive forfulgt af Hamas, idet han er udrejst illegalt af Gaza via underjordiske tunneller. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter, at han ikke kan vende tilbage til De Forenede Arabiske Emirater, fordi de ikke vil give ansøgeren hans opholdstilladelse tilbage. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han er født og opvokset i De Forenede Arabiske Emirater, hvor han opholdt sig indtil [efteråret] 2014. Ansøgeren havde frem til 2009 et arbejde i De Forenede Arabiske Emirater. Ansøgeren blev afskediget på grund af finanskrisen. I [efteråret] 2014 rejste ansøgeren til Gaza med henblik på at etablere sig og finde et arbejde. Ansøgeren rejste til Egypten, hvorefter han indrejste illegalt i Gaza. Da ansøgeren henvendte sig til myndighederne i Gaza, blev Hamas bekendt med, at han var indrejst illegalt. Hamas mistænkte ansøgeren for at være spion for De Forenede Arabiske Emirater, hvorfor de fængslede ham i en uge. Ansøgeren blev løsladt mod kaution, som hans fætter stillede. Ansøgeren blev afhørt af Hamas i alt 20 gange, og fik lov til at gå igen samme dag. En dag blev ansøgeren chikaneret af en gruppe unge mænd. De trak ansøgerens bukser ned, og talte nedsættende til ham. Da ansøgeren anmeldte overgrebet til politiet, blev han tilbageholdt i tre dage, idet myndighederne anså ham som værende ikke-troende. Ansøgeren har videre oplyst, at myndighederne udsatte ham for verbal ydmygelse, da de tilbageholdt ham for at have danset med sin veninde på et hotel i Gaza. Hamas ville have, at ansøgeren skulle samarbejde med dem. Hvis ansøgeren ikke ville samarbejde med dem, ville de ikke give ansøgeren rettigheder. Hamas ville endvidere ikke tillade, at ansøgeren fik et arbejde. Ansøgeren har endelig oplyst, at hans fætter, der arbejdede for Hamas, blev fængslet af Hamas, efter at ansøgeren havde været til oplysnings- og motivsamtalen i Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer lægger herefter vægt på, at ansøgeren umiddelbart efter sin indrejse i Gaza er blevet mistænkt for at være spion for De Forenede Arabiske Emirater, og at han efter sin løsladelse i det følgende år flere gange er blevet kontaktet og tilbageholdt af Hamas. Flertallet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren har nægtet at samarbejde med Hamas, og at han derved har bragt sig i et yderligere modsætningsforhold til Hamas, hvorved ansøgerens konflikt kan anses for at være skærpet. Flygtningenævnets flertal har herudover lagt vægt på den aktuelle politiske situation i Mellemøsten, hvor Qatar, som støtter Hamas, der har sit hovedkvarter i Qatar, befinder sig i en alvorlig diplomatisk krise med flere lande, herunder De Forenede Arabiske Emirater, som ansøgeren har været under mistanke for at spionere for i Gaza. Flertallet finder derefter, at ansøgeren har sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Gaza vil blive udsat for overgreb, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder ikke, at betingelserne for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, er opfyldt. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” stat/2017/16/SHH