Nævnet stadfæstede i maj 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 2010.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er statsløs palæstinenser, etnisk araber og muslim af trosretning fra Saida, Libanon. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Libanon frygter at blive fængslet eller slået ihjel af myndighederne, Hizbollah eller PLO, idet han tidligere har været medlem af [politisk bevægelse] og har været udrejst af Libanon i mange år. Ansøgeren blev medlem af [politisk bevægelse] i 1980 og var menig soldat, indtil han i slutningen af [efteråret] 1982 blev taget som krigsfange af israelske styrker og fængslet i [en lejr], hvor han blev afhørt om sine aktiviteter for [politisk bevægelse] og udsat for voldsom tortur. [I efteråret] 1983 blev han løsladt som led i en fangeudveksling med bistand af Internationalt Røde Kors. I forbindelse med løsladelsen underskrev ansøgeren en erklæring, hvorefter han ikke kunne vende tilbage til Libanon eller Palæstina. Han arbejdede efter sin løsladelse som sikkerhedsvagt for blandt andre Yasser Arafat i perioden fra 1985 til 1993 og modtog løn fra [politisk bevægelse] til 1997. Han har senest været i Libanon i 1985. I overensstemmelse med Flygtningenævnets praksis anses ansøgeren – som statsløs palæstinenser fra Libanon – isoleret set som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens generelle troværdighed er svækket som følge af hans divergerende forklaringer til myndighederne i en række europæiske lande, herunder divergerende forklaringer om sin identitet. Uanset om ansøgerens forklaring, hvorefter han i forbindelse med sin løsladelse fra fangelejren i 1983 underskrev en erklæring om, at han ikke kunne vende tilbage til Libanon eller Palæstina, lægges til grund, finder Flygtningenævnet at kunne lægge til grund, at ansøgeren i dag ikke står i et sådant modsætningsforhold til de libanesiske myndigheder, at han er forhindret i lovligt at indrejse og tage ophold i Libanon. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren til de svenske myndigheder i [foråret] 2006 forklarede, at han sidst havde været i Libanon i [foråret] 2006. Ansøgerens forklaring for Flygtningenævnet, hvorefter han afgav denne oplysning til de svenske myndigheder for at skjule sine tidligere ophold i andre europæiske lande, kan ikke føre til, at nævnet kan se bort fra denne oplysning om ansøgerens seneste ophold i Libanon. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren i 2008 har fået udstedt et libanesisk ID-kort, hvoraf det fremgår, at han har bopæl i Libanon, og at han i 2011 har fået udstedt et internationalt kørekort af de libanesiske myndigheder, hvoraf det tillige fremgår, at han har bopæl i Saida i Libanon. Nævnet finder ikke, at ansøgerens forklaring om, at dokumenterne med assistance fra hans bror har kunnet fremskaffes på uretmæssig vis og på trods af indrejseforbuddet, kan føre til, at nævnet kan se bort fra denne oplysning om dokumenter udstedt til ansøgeren fra de libanesiske myndigheder i 2008 og 2011. Nævnet kan endvidere ikke lægge ansøgerens forklaring om sit modsætningsforhold til hverken myndighederne, Hizbollah eller [politisk bevægelse] til grund. Nævnet har herved lagt vægt på det anførte om den generelle svækkelse af ansøgerens troværdighed. Der er endvidere lagt vægt på, at ansøgeren forud for sagens behandling i Flygtningenævnet har oplyst, at hans bror for omkring 15 år siden modtog en arrestordre på ansøgeren, hvorefter ansøgeren ved en tilbagevenden til Libanon ville blive dømt af myndighederne. Ansøgeren har derimod for Flygtningenævnet forklaret, at oplysningen om arrestordren blot var en af mange urigtige oplysninger afgivet af ansøgeren under asylsagsbehandlingen. Nævnet har endelig lagt vægt på, at ansøgeren senest indrejste i Danmark i 2010 og først efter at være meddelt afslag på ansøgning om familiesammenføring [i foråret] 2012 søgte om asyl [i starten af] 2013. Der findes herefter ikke grundlag for at fastslå, at ansøgeren ikke kan nyde tilstrækkelig beskyttelse i Libanon, som herefter må anses som hans første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold for statsløse palæstinensere i Libanon er af en sådan karakter, at Libanon ikke kan tjene som første asylland. Den omstændighed, at ansøgeren ikke har boet i Libanon i et antal år, findes ikke at kunne ændre ved vurderingen. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Stat/2017/13/SHH
