Nævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsløs palæstinenser fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber, sunni muslim og statsløs palæstinenser fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter de generelle forhold for palæstinensere. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv under nævnsmødet i Flygtningenævnet [i efteråret] 2016 forklaret, at forholdene for palæstinensere i Irak blev forværret efter Saddam Husseins fald i 2003. Ansøgeren har videre oplyst, at ukendte maskerede mænd har ransaget hendes bopæl mange gange. En ukendt dag i vinteren 2005-2006, blev ansøgerens bopæl opsøgt af maskerede mænd, der på ukendt vis startede en brand i lejligheden, som hendes far efterfølgende fik slukket. Ansøgeren flygtede sammen med sin familie til Syrien, fordi hun frygtede for sit og sin families liv. Ansøgerens advokat har under nævnsmødet indledningsvist gjort gældende, at sagen skal hjemvises til Udlændingestyrelsen, idet der i forhold til ansøgerens mor skal foretages en vurdering efter udlændingelovens § 7, stk. 4, da ansøgerens mor er statsløs palæstinenser fra Libanon. Flygtningenævnet lægger til grund, at det også for Udlændingestyrelsen var oplyst, at ansøgerens mor er statsløs palæstinenser fra Libanon og som sådan omfattet af beskyttelsen i udlændingelovens § 7, stk. 1, i forhold til Libanon. Nævnet lægger endvidere til grund, at moren udrejste af Libanon i 1979 til Irak, hvor hun giftede sig og stiftede familie, og hvor hun boede frem til udrejsen omkring år 2006. Flygtningenævnet lægger derfor til grund, at Irak er ansøgerens mors hjemland. På den baggrund finder nævnet ikke grundlag for at hjemvise behandlingen af ansøgerens mors sag til Udlændingestyrelsen. Som følge heraf er der heller ikke grundlag for at hjemvise ansøgerens asylsag. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund som afgivet for Flygtningenævnet [i efteråret] 2016. Flygtningenævnet kan således lægge til grund, at ansøgeren og hendes forældre er blevet chikaneret på gaden, og at deres bopæl flere gange er blevet opsøgt af ukendte maskerede mænd, der har foretaget ransagning af bopælen og intimideret familien. Det kan herunder lægges til grund, at der i forbindelse med en sådan ransagning omkring 2005 opstod en mindre brand i familiens lejlighed, som den ansøgerens far umiddelbart efter fik slukket. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke efter de forklaringer, som ansøgeren og hendes forældre har afgivet om episoden, lægge til grund, at branden var påsat i den hensigt, at branden skulle forårsage familiens død eller forårsage alvorlig skade på dem. Der er herved tillige lagt vægt på, at familien først forlod Irak et til to år efter denne episode. Uanset det således kan lægges til grund, at ansøgeren og hendes forældre har oplevet chikane fra lokalbefolkningen i Irak, herunder i form af at de er blevet opsøgt på deres bopæl, finder Flygtningenævnet ikke, at forholdene har en sådan intensitet og individuel karakter, at de har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Irak vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger vurderer Flygtningenævnet, at den generelle situation for statsløse palæstinensere i Bagdad – trods meget vanskelig – ikke i sig selv er asylbegrundende. Det bemærkes, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i præmis 110 i dom af 23. august 2016 (Case of J.K. and others v. Sweden), har udtalt at den generelle sikkerhedssituation i Baghdad ikke har nået et niveau, hvor det må antages at enhver der opholder sig på stedet vil være i risiko for overgreb omfattet af artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, hvorfor der heller ikke er grundlag for at meddele ansøgerne asyl i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” stat/2017/11/SLH
