Nævnet stadfæstede i april 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar bestående af en statsløs palæstinenser fra Syrien og en libysk statsborger samt tre børn. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske arabere og sunni-muslimer af trosretning. Den mandlige ansøger er statsløs palæstinenser, født i Homs, Syrien. Han har i perioden fra 1990 til [efteråret] 2014 haft lovligt ophold i Libyen. Den kvindelige ansøger er libysk statsborger fra Tripoli, Libyen. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til den generelle situation i Libyen, herunder at den mandlige ansøger som statsløs palæstinenser er særligt udsat for diskrimination, racisme og risiko for overgreb. Den mandlige ansøger blev i perioden fra 2011 til 2014 flere gange stoppet ved kontrolposter, hvor han blev udsat for verbale krænkelser af bevæbnede grupperinger. Han var tilbageholdt en enkelt nat i 2012 eller 2013 eller 2014. Ansøgeren befandt sig på et hospital i Tripoli, hvor en militærperson konstaterede, at hans pas var udløbet. Idet ansøgeren ikke havde sit kørekort med sig, blev han tilbageholdt. Han blev tiltalt nedsættende i forbindelse med tilbageholdelsen. Han blev løsladt betingelsesløst dagen efter, da hans ægtefælle (den kvindelige ansøger) fremskaffede vielsesattest og kørekort. En for ansøgerne ukendt bevæbnet person opsøgte familiens bopæl en aften, hvor den mandlige ansøger ikke var hjemme. Han spurgte efter den mandlige ansøger. Han gik, da ansøgeren ikke var hjemme. Personen kom efterfølgende i klammeri med en anden person, som han skød og dræbte. Den kvindelige ansøger har henvist til, at hun i 2011 oplevede chikane fra sine naboer, der knuste bilruder i familiens bil og lavede graffiti på bilen. Flygtningenævnet kan lægge ansøgernes forklaringer til grund. Flygtningenævnet noterer sig, at Udlændingestyrelsen anser den mandlige ansøger omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, i forhold til Syrien. Den mandlige ansøger har opholdt sig lovligt i Libyen siden 1990, og nævnet finder, at den mandlige ansøger ligeledes skal vurderes asylretligt i forhold til Libyen. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgernes konflikter har en sådan karakter og intensitet, at det kan begrunde asyl. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at tilbageholdelsen af den mandlige ansøger en nat skyldtes, at hans pas var udløbet, at han ikke medbragte anden legitimation, og at han blev løsladt uden betingelser. Episoden med den berusede mand må betegnes som et afsluttet forhold af tilfældig karakter, medens de øvrige episoder må betegnes som chikane rettet mod udlændinge. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgerne ikke er konkret eller individuelt forfulgt i Libyen. Uanset at de generelle forhold i Libyen er præget af uroligheder, finder Flygtningenævnet ikke, at det forhold, at den mandlige ansøger er statsløs palæstinenser, i sig selv kan føre til, at ansøgerne er omfattet af udlændingelovens § 7. Nævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger og det forhold, at den mandlige ansøger har boet i Libyen siden 1990, og at den kvindelige ansøger er libysk statsborger. Ansøgerne har herefter ikke sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Libyen vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Det forhold, at der kan være udstedt indrejseforbud for blandt andet statsløse palæstinensere i Libyen kan ikke føre til et andet resultat, idet der er tale om et udsendelsesspørgsmål. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” stat/2016/9/LAP
