Nævnet stadfæstede i marts 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Libanon. Indrejst i 2014.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er statsløs palæstinenser og muslim af trosretning fra Libanon. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Libanon frygter, at han vil blive slået ihjel af de personer, som tidligere har forsøgt at slå ansøgeren ihjel på grund af en konflikt med ansøgerens fader. Han har videre henvist til, at han frygter sin fader, fordi faderen har truet ansøgerens moder. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at hans fader var narkohandler, hvilket medførte mange konflikter. På et ukendt tidspunkt i 2005 eller 2006 blev familiens hus udsat for et bombeangreb, og i 2007 kom der en bevæbnet mand til huset, som skændtes med ansøgerens fader. Faderen blev fængslet i 2007. I 2009 forsøgte tre til fire mænd at voldtage ansøgerens søster og moder på deres bopæl. [I sommeren] 2011 blev ansøgeren skudt af en ukendt person, men overlevede angrebet. I [efteråret] 2011 udrejste ansøgeren sammen med sin moder og sine søskende. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren som statsløs palæstinenser fra Libanon isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Et flertal i Flygtningenævnet finder, at ansøgeren kan henvises til at tage ophold i Libanon, hvor han er født og opvokset, og at Libanon kan tjene som første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. Flertallet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flertallet finder overordnet, at ansøgerens forklaring må anses for usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Flertallet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om centrale dele af sit asylmotiv, herunder om det angivelige angreb [i sommeren] 2011. Han har således til oplysnings- og motivsamtalen oplyst, at han så en maskeret mand løbe væk efter, at ansøgeren var blevet skudt. Til asylsamtalen oplyste han, at han ikke så nogen gerningsmand efter angrebet. Foreholdt denne divergens under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at han efterfølgende har fået at vide, at der var tale om tre maskerede gerningsmænd. Endvidere har flertallet lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvad der skete med ham under den angivelige skudepisode. Af en patientjournal [fra efteråret] 2014 er ansøgeren citeret for at have forklaret, at han blev tilbageholdt af en milits i et døgn og udsat for tortur og fremviste et skudsår på højre side af halsen, som han oplyste var påført ham to år tidligere på grund af uoverensstemmelser. Under en tilførsel [senere i efteråret] 2014 er han citeret for at have oplyst, at han blev skudt i højre side af halsen for to år siden. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at fremmedlegemet i hans halsregion hidrører fra en skudepisode [i sommeren] 2011. Flertallet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende om frygten for sin fader. Til oplysnings- og motivsamtalen og i indledningen af asylsamtalen oplyste ansøgeren, at han kun frygtede de personer, som havde en konflikt med hans fader i Libanon. Senere under asylsamtalen og under nævnsmødet oplyste ansøgeren, at han også frygtede sin fader. Udover det ovennævnte henviser flertallet også i forhold til ansøgeren til den begrundelse, der er angivet i ansøgerens moders asylsag, der er behandlet samtidig med ansøgerens sag. Flertallet finder, at der ikke, når ansøgerens forklaring tilsidesættes, er oplyst omstændigheder, der kan forrykke det generelle udgangspunkt om, at Libanon kan tjene som første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” stat/2016/7/SLN
