Nævnet stadfæstede i marts 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Syrien. Indrejst i 2014.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er statsløs palæstinenser fra Syrien, etnisk araber og muslim af trosretning fra Damaskus, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive slået ihjel af de syriske myndigheder, idet hans nevøer er blevet anholdt på hans bopæl. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i starten af 1993 flyttede til Tripoli, Libanon sammen med sin ægtefælle. I 1998 flyttede ansøgeren til Jarmana-lejren i Syrien. Omkring juni 2012 rejste ansøgeren fra Syrien til Libanon, hvor han fik udstedt en midlertidig opholdstilladelse. Efter ansøgerens udrejse bosatte ansøgerens søster sig sammen med sin familie på ansøgerens bopæl i Syrien. En af søsterens sønner var medlem af den frie syriske hær og blev som følge heraf efterlyst af regimet. Senere blev to af ansøgerens andre nevøer anholdt af de syriske myndigheder i forbindelse med en razzia på bopælen. I [foråret] 2014 indrejste ansøgeren legalt til Syrien. Ansøgeren har som asylmotiv yderligere henvist til, at han frygter at blive indkaldt til aftjening af militærtjeneste i Syrien, ligesom han frygter de generelle forhold i landet. Ansøgeren har i tilknytning hertil oplyst, at han i perioden fra 1989 til 1992 aftjente sin obligatoriske værnepligt som menig soldat. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelse til grund, at ansøgeren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret, at han flygtede fra Syrien på grund af krigen. Uanset om det lægges til grund, at ansøgerens søsters ene barn har støttet den frie syriske hær og således bragt sig i et modsætningsforhold til regimet, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke derved selv er kommet i regimets søgelys. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret, at han ikke selv har haft konflikter med det syriske styre, og at ansøgerens søster og hendes mand kunne forblive på ansøgerens bopæl i nogle måneder efter, at regimet havde hentet ansøgerens søsters to børn på denne bopæl. Flygtningenævnet finder heller ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, fordi han er i risiko for at blive genindkaldt. Flygtningenævnet har ved denne vurdering lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret, at han ikke er blevet genindkaldt, og at han alene var menig soldat med sekundære opgaver, da han var indkaldt, hvorfor Flygtningenævnet efter baggrundsoplysningerne og ansøgerens alder ikke finder, at ansøgeren er i risiko for genindkaldelse. Flygtningenævnet skal herefter tage stilling til, om Libanon kan tjene som første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4 (dagældende § 7, stk. 3). Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren er gift med en libanesisk statsborger, og at han efter indholdet af baggrundsoplysningerne, herunder Udenrigsministeriets notat af 27. maj 2015, kan få opholdstilladelse i Libanon som følge heraf, hvilket han i øvrigt tidligere har haft. Flygtningenævnet lægger i den forbindelse vægt på, at ansøgeren ikke har ansøgt om forlængelse af sin midlertidige opholdstilladelse. Flygtningenævnet lægger efter indholdet af baggrundsoplysningerne til grund, at ansøgeren kan indrejse i Libanon, og at han ikke ved en tilbagevenden risikerer refoulement. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at ansøgerens hustru og børn er bosat i Libanon, ligesom hans svigerfamilie og hans egen søster er bosat i Libanon. Endelig lægges det til grund, at ansøgeren og hans familie tidligere i perioder har været bosat i Libanon. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren har en så nær tilknytning til Libanon, at han kan henvises til at tage ophold der. Herefter, og i det ansøgerens personlige sikkerhed i Libanon vil være beskyttet i fornødent omfang, ligesom de økonomiske og sociale forhold vil være tilstrækkelige, og da de generelle forhold for statsløse palæstinensere i Libanon - trods vanskelige - ikke er sådanne, at de kan føre til et andet resultat, finder Flygtningenævnet, at Libanon kan tjene som 1. asylland for ansøgeren. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” stat/2016/5/MVL
