Nævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende kvindelig statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 2015.
Ansøgeren er statsløs palæstinenser, etnisk araber og sunni-muslim fra Libanon. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hendes ægtefælle og to børn bor i Danmark, og at hun har fået afslag på familiesammenføring med sin ægtefælle i Danmark. Ansøgeren har derudover henvist til, at hendes forældre ikke vil have hende boende længere, og at hun derfor ikke har noget sted at opholde sig i Libanon. Endvidere har hun henvist til de generelle forhold i Libanon, idet der er mange uroligheder i den flygtningelejr, hvor ansøgeren er vokset op, og hvor hendes forældre har bopæl. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at for tre-fire år siden døde ansøgerens ægtefælles bedstemor. I den forbindelse kondolerede ansøgerens mor ikke, som man bør gøre, hvorfor der opstod problemer mellem ansøgerens mor og ansøgerens ægtefælle. Ansøgerens mor bryder sig ikke om ansøgerens ægtefælle. Hendes forældre kan derudover ikke holde ud, at have ansøgeren boende, idet hun medbringer sin søn, når hun bor hos sin familie i Libanon. Ansøgerens mor har derudover spredt falske rygter om ansøgeren i nabolaget, herunder blandt andet at ansøgeren har bedt sin mor købe bleer og diverse andre ting til ansøgerens søn. I virkeligheden er det ansøgeren, der betaler for disse ting. Derudover bliver ansøgeren bagtalt, fordi hun rejser meget frem og tilbage mellem Danmark og Libanon. Ansøgerens mor har vendt ansøgerens far imod ansøgeren, og de har derfor sagt til hende, at hun ikke skal vende tilbage til Libanon. De har videre oplyst, at hvis ansøgeren vender tilbage til Libanon, må hun ikke bo hos sine forældre. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund. Udlændingestyrelsen har fundet, at ansøgeren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder imidlertid, at Libanon, hvor ansøgeren er født og opvokset og har fået udstedt rejselegitimation, kan tjene som første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. I den forbindelse bemærkes, at de generelle forhold i Libanon ikke er af en sådan karakter, at landet ikke kan tjene som første asylland. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren ikke har været politisk aktiv, ikke har haft konflikter med de libanesiske myndigheder, og at hun problemfrit har kunnet rejse frem og tilbage mellem Libanon og Danmark fra 2011 og frem til seneste indrejse i 2015. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Stat/2016/38/AKM
