Nævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en statsløs palæstinenser fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber, statsløs palæstinenser og sunnimuslim fra […], Rif Damasq, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter, at der ikke er nogen sikkerhed tilbage i landet. Endvidere har ansøgeren henvist til, at han frygter, at myndighederne i Syrien vil udspørge ham i forbindelse med en hjemrejse, idet ansøgeren er udrejst illegalt fra Syrien. Ydermere har ansøgeren henvist til, at han frygter for sin søns liv. Ansøgerens søn er i den militærpligtige alder, og ansøgeren frygter derfor for sin søns liv, såfremt sønnen skulle aftjene militærtjeneste på nuværende tidspunkt i Syrien. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren henvist til de generelle forhold i Syrien, herunder at der ikke er nogen sikkerhed eller tryghed tilbage i landet. Derudover har ansøgeren til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han ikke ønsker, at sønnen skal aftjene sin militærtjeneste, idet der er krig i Syrien. Ansøgerens søn er hverken blevet indkaldt til militærtjeneste eller blevet opsøgt i den forbindelse. Udlændingestyrelsen har lagt til grund, at ansøgeren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 3, men har fundet, at ansøgeren kan henvises til at tage ophold i Libanon som ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4, idet ansøgerens ægtefælle er statsløs palæstinenser fra Libanon. I relation til Libanon har ansøgeren henvist til, at hans opholdstilladelse i Libanon er udløbet, at de libanesiske myndigheder ikke ville forlænge opholdstilladelsen, og at han ikke kunne få permanent opholdstilladelse. Endvidere var forholdene for statsløse palæstinensere fra Syrien dårlige i Libanon. Spørgsmålet er herefter i første række, om Libanon kan tjene som ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. Efter det oplyste lægges det til grund, at ansøgerens ægtefælle er statsløs palæstinenser fra Libanon, og at hun og deres fælles børn opholder sig i Libanon. Ansøgeren har også opholdt sig i Libanon i omkring tre år forud for, at han udrejste til Syrien og kort tid herefter på ny udrejste og senere indrejste i Danmark. Ansøgeren har efter det oplyste under sit ophold i Libanon haft midlertidig opholdstilladelse, som er blevet forlænget, men som aktuelt var udløbet. Ansøgeren har under sit ophold i Libanon ikke haft konflikter med myndighederne, og han har i hvert fald i et vist omfang haft arbejde. Det fremgår af Udenrigsministeriets notat af 27. maj 2015 om opholdstilladelse i Libanon følgende vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Syrien, hvis ægtefælle er statsløs palæstinenser fra Libanon: Ved indrejse i Libanon vil den pågældende få syv dages indrejsetilladelse. Herefter skal han henvende sig til GDGS i sit opholdsområde og ansøge om opholdstilladelse. I almindelighed vil han få opholdstilladelse i tre måneder og ikke permanent opholdstilladelse. Beslutningen om, hvorvidt hans midlertidige opholdstilladelse kan forlænges, eller hvorvidt han kan få permanent opholdstilladelse, træffes af GDGS på individuel basis. På dette grundlag, og idet ansøgeren ikke har givet møde for nævnet og derfor ikke har oplyst om de nærmere omstændigheder i forbindelse med sin udrejse fra Libanon, lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgeren på ny vil kunne indrejse i Libanon og blive meddelt i hvert fald midlertidig opholdstilladelse. Flygtningenævnet lægger videre til grund, at ansøgeren ikke vil risikere refoulement til Syrien. Uanset at forholdene i Libanon for statsløse palæstinensere er generelt vanskelige, kan det dog ikke antages, at forholdene er sådanne, at ansøgeren ikke kan henvises til at tage ophold i Libanon. Flygtningenævnet kan derfor tiltræde Udlændingestyrelsens afgørelse om, at ansøgeren er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 4, i relation til Libanon, og Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Stat/2016/37/SSM
