Nævnet stadfæstede i oktober 2016. Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber, sunni muslim og statsløs palæstinenser fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter de generelle forhold for palæstinensere. Ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at forholdene for palæstinensere i Irak blev forværret efter Saddam Husseins fald i 2003. Ansøgeren har videre oplyst, at ukendte maskerede mænd har ransaget deres bopæl mange gange. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hendes bopæl, en ukendt dag i vinteren 2005-2006, blev opsøgt af maskerede mænd, der på ukendt vis startede en brand i lejligheden som hendes far efterfølgende fik slukket. Ansøgeren flygtede sammen med sin familie til Syrien, fordi hun frygtede for sit og sin families liv. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet kan således lægge til grund, at ansøgeren og hendes forældre er blevet chikaneret på gaden, og at deres bopæl flere gange er blevet opsøgt af ukendte maskerede mænd, der har foretaget ransagning af bopælen og intimideret familien. Det kan herunder lægges til grund, at der i forbindelse med en sådan ransagning omkring årsskiftet 2004/2005 opstod en mindre brand i familiens lejlighed, som ansøgerens far umiddelbart efter fik slukket. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke efter de forklaringer, som ansøgeren og hendes forældre har afgivet om episoden lægge til grund, at branden var påsat i den hensigt, at branden skulle forårsage familiens død eller forårsage alvorlig skade på dem. Der er herved tillige lagt vægt på, at ansøgerne først forlod Irak 1-2 år efter denne episode. Uanset det således kan lægges til grund, at ansøgeren og hendes forældre har oplevet chikane fra lokalbefolkningen i Irak, herunder i form af at de er blevet opsøgt på deres bopæl, finder Flygtningenævnet ikke, at forholdene har en sådan intensitet og individuel karakter, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Irak vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger vurderer Flygtningenævnet, at den generelle situation for statsløse palæstinensere i Bagdad – trods meget vanskelig – ikke i sig selv er asylbegrundende. Det bemærkes, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i præmis 110 i dom af 23. august 2016 (Case of J.K. and others v. Sweden), har udtalt at den generelle sikkerhedssituation i Baghdad ikke har nået et niveau, hvor det må antages at enhver der opholder sig på stedet vil være i risiko for overgreb omfattet af artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, hvorfor der heller ikke er grundlag for at meddele ansøgeren asyl i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” stat/2016/36/snd