Nævnet stadfæstede i oktober 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Den mandlige ansøger er etnisk araber, sunni muslim og statsløs palæstinenser fra Bagdad, Irak. Den kvindelige ansøger er etnisk araber, sunni muslim og statsløs palæstinenser fra [A], Libanon. Hun har tilbragt 27 år af sit liv i Irak sammen med den mandlige ansøger. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Irak frygter de generelle forhold for statsløse palæstinensere. Ansøgerne har til støtte for deres asylmotiv oplyst, at forholdene for palæstinensere i Irak blev forværret efter Saddam Husseins fald i 2003. Ansøgerne oplevede chikane fra lokalbefolkningen, der eksempelvis kaldte dem skældsord. De spyttede på den mandlige ansøger, og han fik at vide, at han ikke var velkommen som palæstinenser i Irak. Den mandlige ansøger har til støtte for asylmotivet henvist til, at han, en ukendt dag efter Saddam Husseins fald, blev kørt ned på gaden, af en ukendt person, som muligvis påkørte den mandlige ansøger, fordi han er palæstinenser. Ansøgerne har yderligere oplyst, at deres bopæl blev opsøgt og ransaget mange gange af ukendte maskerede mænd. På et tidspunkt omkring årsskiftet 2014/2005 opstod der brand i lejligheden i forbindelse med, at flere ukendte maskerede mænd var trængt ind i lejligheden. Ansøgerne flygtede til Syrien sammen med deres datter en ukendt dag i perioden mellem 2006 og 2007, fordi de frygtede for deres liv. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgernes forklaring til grund. Flygtningenævnet kan således lægge til grund, at ansøgerne er blevet chikaneret på gaden, og at ansøgernes bopæl flere gange er blevet opsøgt af ukendte maskerede mænd, der har foretaget ransagning af bopælen og intimideret ansøgerne. Det kan herunder lægges til grund, at der i forbindelse med en sådan ransagning omkring årsskiftet 2004/2005 opstod en mindre brand i ansøgernes lejlighed, som den mandlige ansøger umiddelbart efter fik slukket. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke efter de forklaringer, som ansøgerne har afgivet om episoden lægge til grund, at branden var påsat i den hensigt, at branden skulle forårsage ansøgernes død eller forårsage alvorlig skade på dem. Der er herved tillige lagt vægt på, at ansøgerne først forlod Irak 1-2 år efter denne episode. Uanset det således kan lægges til grund, at ansøgerne har oplevet chikane fra lokalbefolkningen i Irak, herunder i form af at de er blevet opsøgt på deres bopæl, finder Flygtningenævnet ikke, at forholdene har en sådan intensitet og individuel karakter, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Irak vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger vurderer Flygtningenævnet, at den generelle situation for statsløse palæstinensere i Bagdad – trods meget vanskelig – ikke i sig selv er asylbegrundende. Det bemærkes, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i præmis 110 i dom af 23. august 2016 (Case of J.K. and others v. Sweden), har udtalt at den generelle sikkerhedssituation i Baghdad ikke har nået et niveau, hvor det må antages at enhver der opholder sig på stedet vil være i risiko for overgreb omfattet af artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, hvorfor der heller ikke er grundlag for at meddele ansøgerne asyl i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” stat/2016/35/snd
