Nævnet stadfæstede i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren, der er født i 1935, er statsløs palæstinenser, etnisk araber og sunni-muslim. Hun er født i […] i […], Libanon, men har boet det meste af sit liv i Beirut. De sidste 30 år har hun boet i egen bolig i […]-kvarteret. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun grundet sin alder ikke kan tage vare på sig selv. Hun blev senest forsørget af sin søster og en kusine, der døde for cirka tre år siden, og derefter af sin mors fætter, der afgik ved døden efter hendes udrejse. Hun har nu ikke nogen, der kan hjælpe hende i Libanon. Hendes nærmeste familie i Libanon er to døtre. Det er ikke døtres opgave at forsørge deres forældre, og ansøgerens døtre er heller ikke er i stand til det, da de er fattige. Ansøgeren har smerter i nakke og ryg og lider af dårligt syn. Efter trusler fra naboer har hun solgt sin bolig. Hun udrejste illegalt af Libanon. Flygtningenævnet lægger i det væsentlige ansøgerens forklaring til grund og tiltræder, at ansøgeren som statsløs palæstinenser fra Libanon isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ved stillingtagen til, om Libanon kan vurderes som ansøgerens første asylland, bemærkes indledningsvis, at ansøgeren har boet hele sit liv i Libanon, hvor hun stadig har enkelte familiemedlemmer. Hun har oplyst om en konflikt med naboer, der er afsluttet. Hun har på intet tidspunkt søgt hjælp hos de libanesiske myndigheder eller UNHCR. Uanset om ansøgeren måtte være udrejst illegalt, antager et flertal af Flygtningenævnet, at ansøgeren vil kunne indrejse på ny i Libanon og derefter kunne opholde sig lovligt i landet med respekt for sin personlige intrigeret og således, at hun vil være beskyttet mod refoulement. Efter baggrundsoplysningerne samt de konkrete oplysninger vedrørende ansøgeren finder flertallet endvidere, at ansøgeren som statsløs palæstinenser må antages at kunne nyde basale civile og socioøkonomiske rettigheder i fornødent omfang i Libanon. Den omstændighed, at ansøgeren som ældre enlig kvinde kan have særlige vanskeligheder, navnlig efter at hendes netværk er reduceret, kan ikke føre til en anden vurdering. Flertallet finder derfor, at Libanon kan tjene som ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Stat/2016/33 NKE
