Nævnet stadfæstede i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to mindreårige børn fra Libanon. Indrejst i henholdsvis 2005 og 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Flygtningenævnet meddelte [i begyndelsen af] 2012 den [mandlige klager] og hans nu to voksne børn opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. [I efteråret] 2012 meddelte Udlændingestyrelsen [den mandlige klagers] ægtefælle […] og klagernes to mindreårige børn opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af de oprindelige asylsager, at klagerne oplyste, at de indtil udrejsen i 2009 boede i [et område i Beirut]. Klagerne henviste som asylmotiv blandt andet til, at den mandlige klager var eftersøgt af Hizbollah, idet han under sin ansættelse i en Hizbollah-ejet virksomhed videregav oplysninger om organisationen til både den jordanske og den amerikanske efterretningstjeneste i perioden 2005-2009. De henviste endvidere til, at den mandlige klager var efterstræbt af de syriske myndigheder, som samarbejdede med Hizbollah. Klagerne frygtede også de libanesiske myndigheder, fordi de var vidende om, at den mandlige klager havde videregivet oplysninger til udenlandske efterretningstjenester. Den mandlige klager forklarede, at han under en tilbageholdelse af de syriske myndigheder fra 1990 til 1991 blev udsat for tortur med bildæk. Derudover blev han udsat for vold i form af slag med et kabel på ryggen, mens han stod på en stige, samt udsat for seksuelle overgreb. Udlændingestyrelsen inddrog [i foråret] 2016 klagernes opholdstilladelser med henvisning til, at de havde opnået opholdstilladelserne ved svig, jf. udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 1. Flygtningenævnet tiltræder, at den mandlige klager har udvist svig ved opnåelse af opholdstilladelsen[, som blev meddelt i begyndelsen af] 2012. Nævnet anser det for bevist, at den mandlige klager opnåede opholdstilladelse i Danmark i 2005 under identiteten [X], og at han har boet i Danmark og anvendt denne identitet, indtil dette omkring [efteråret] 2013 blev standset af politiet. Nævnet lægger herved navnlig vægt på, at identiteten [X] ved ansøgningen i 2005 om opholdstilladelse i Danmark er dokumenteret ved et forfalsket græsk nationalitetspas, at personen under identiteten [X] ved ansøgningen om opholdstilladelse afgav en række personlige oplysninger om sin ægtefælle og børn, som svarer til oplysningerne om [den mandlige klagers] ægtefælle og børn, og at der ifølge kriminalteknisk erklæring [fra begyndelsen af] 2013 er stærkt indicium for, at personen på det foto, personen under identiteten [X] indleverede ved ansøgningen om opholdstilladelse, er den samme som på et foto af [den mandlige klager]. Nævnet lægger endvidere vægt på bopælsforholdene for personen under identiteten [X]. Hertil kommer [den mandlige klagers] skiftende forklaringer om sin anvendelse af identiteten [X]. Nævnet har i den forbindelse været opmærksom på, at den mandlige klagers psykiske tilstand kan have haft betydning for de forklaringer, han har afgivet til de danske myndigheder. Den mandlige klagers forklaring under asylsagen om bopæl i Beirut og forfølgelse fra Hizbollah som følge af sit arbejde for den jordanske og amerikanske efterretningstjeneste i nogle år inden udrejsen fra Libanon i [vinteren] 2009 kan ikke harmonere med den mandlige klagers bopæl i Danmark fra 2005. Forklaringen under asylsagen tilsidesættes i det hele som bevidst urigtig. Flygtningenævnet tiltræder endvidere, at den kvindelige klager har udvist svig ved opnåelse af opholdstilladelsen [, der blev meddelt hende i efteråret] 2012, idet den kvindelige klager har henvist til den mandlige klagers forklaring, herunder at de har boet sammen i Beirut indtil udrejsen sammen i [vinteren] 2009. Flygtningenævnet tiltræder, at klagerne er statsløse palæstinensere fra Libanon. Nævnet lægger derfor i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelse til grund, at klagerne isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Under hensyn til at klagernes forklaring under asylsagen i det hele er blevet tilsidesat, finder Flygtningenævnet ikke, at klagerne har sandsynliggjort, at de har konkrete konflikter i Libanon. Flygtningenævnet finder derfor, at Libanon, hvor klagerne er født, opvokset og har boet indtil udrejsen i henholdsvis 2005 og 2009, kan yde klagerne den fornødne beskyttelse og således tjene som klagernes første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. Flygtningenævnet finder, at den offentlige interesse i at inddrage klagernes opholdstilladelser vejer tungt i proportionalitetsafvejningen efter udlændingelovens § 26, navnlig henset til at den mandlige klagers ulovlige ophold er opnået på baggrund af falsk identitet, at han har opretholdt en dobbelt identitet i forhold til de danske myndigheder fra [vinteren] 2009, og indtil politiet standsede dette i [efteråret] 2013, og at klagerne ikke på noget tidspunkt kan have haft en berettiget forventning om at kunne forblive i landet. Disse hensyn gælder også for den kvindelige klager, der har støttet den mandlige klagers forklaring, og hvis opholdsgrundlag er afledt heraf. Flygtningenævnet finder, at visse hensyn taler for ikke at inddrage klagernes opholdstilladelser. Den mandlige klager har således sine forældre og søskende og deres familier her i landet. Endvidere har Flygtningenævnets flertal ikke fundet tilstrækkeligt grundlag for at inddrage klagernes to voksne døtres opholdstilladelser. De har således mulighed for at forblive i Danmark. Begge døtre flyttede i egen lejlighed kort efter, de fyldte 18 år. Om de øvrige § 26-hensyn bemærker Flygtningenævnet: Den mandlige klager taler ikke dansk og kan ikke anses for integreret i noget videre omfang i Danmark. Han har såvel fysiske som psykiske helbredsproblemer, men disse må antages at kunne behandles i Libanon. Den kvindelige klager taler noget dansk og har i et par år været under uddannelse i Danmark. Den mandlige klager er […] år gammel, og den kvindelige klager er nu […] år gammel. De har således boet langt størstedelen af deres liv i Libanon. Klagerne har endvidere to mindreårige børn […]. Disse børn indrejste sammen med den kvindelige klager i [sommeren] 2012. Disse børn har siden gået i skole i Danmark og klarer sig godt. Flygtningenævnet finder ved den samlede afvejning af de foreliggende hensyn, at inddragelse af klagernes opholdstilladelser ikke må antages at virke særlig belastende, som anført i udlændingelovens § 26, stk. 1, og at der således ikke er grundlag for at undlade at inddrage disse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” stat/2016/30/ceb
