Nævnet meddelte i september 2016 opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar samt tre børn fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske arabere og sunni-muslimer af trosretning fra [lejr], Syrien. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han frygter genindkaldelse til det syriske militær eller at blive anholdt, som følge af, at han har forladt sit job i den offentlige sektor i Syrien. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han ikke kan få arbejde i Libanon, og derfor ikke vil kunne forsørge sin familie. Den mandlige ansøger har til støtte herfor oplyst, at hans bror har fortalt ham, at han er blevet genindkaldt til militærtjeneste [i efteråret] 2014. Ansøgeren har videre oplyst, at han frygter at blive anholdt, idet han har forladt sit job i den syriske stats […] uden varsel. Ansøgeren har endelig oplyst, at det er svært at få arbejde og bolig i Libanon, og at han således ikke vil kunne forsørge sin familie i Libanon. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun frygter for sin egen og sine børns sikkerhed på grund af krigen og den generelle situation i Syrien. Ansøgeren har videre henvist til, at hun ikke ønsker at opholde sig i Libanon, da palæstinensere ikke har gode vilkår i Libanon. Den kvindelige ansøger har til støtte herfor oplyst, at der er krig i Syrien, og at man hele tiden er i risiko for at blive udsat for vilkårlige angreb eller vilkårlig tilbageholdelse af enten oprørsgrupper i Syrien eller de syriske myndigheder. Ansøgeren har videre oplyst, at hun ikke ønsker at opholde sig i Libanon grundet de dårlige vilkår for palæstinensere, samt den generelle situation i Libanon. Flygtningenævnet kan lægge ansøgernes forklaring til grund. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at den mandlige ansøger isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Den kvindelige ansøger er indrejst senere end den mandlige ansøger, og har opnået opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Spørgsmålet er herefter, om Libanon kan tjene som første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. Det påhviler i denne situation opholdslandets myndigheder at godtgøre, at det fremstår som bevismæssigt sandsynligt at betingelserne for, at et land kan tjene som ansøgerens første asylland, er opfyldt. Et flertal af Flygtningenævnet finder ikke, at det kan lægges til grund, at ansøgerne vil kunne indrejse i Libanon og få opholdstilladelse. Flertallet lægger herved vægt på, at den mandlige ansøger ikke er i besiddelse af dokumenter, hvormed han kan godtgøre, at hans mor var libanesisk statsborger. Flertallet lægger i den forbindelse vægt på, at det af Udenrigsministeriets notater af henholdsvis [dato] 2015 og [dato] 2016 fremgår, dels at betingelserne for statsløse palæstinenseres indrejse i Libanon ofte ændres, og dels at det af de libanesiske myndigheder kræves, at ansøgeren er til stede i Libanon og er i stand til at opfylde kravet om dokumentation for morens libanesiske statsborgerskab, for at kunne opnå lovligt ophold i Libanon. Flertallet lægger i den forbindelse yderligere vægt på, at ansøgerne ikke har familie eller andet netværk i Libanon, og at hans mor har opholdt sig i Syrien siden 1970’erne, samt at hans mor i 2001 er afgået ved døden, og at ansøgeren ikke har adgang til familiens tidligere bolig i [lejr] i Syrien og dermed afskåret fra at finde dokumentation på morens libanesiske statsborgerskab. På den baggrund finder Flygtningenævnets flertal ikke med den fornødne sikkerhed grundlag for at fastslå, at ansøgerne vil kunne opnå beskyttelse i Libanon som første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. Nævnet er opmærksom på, at ansøgerne ikke er indrejst i Danmark samtidig, ligesom de ikke er udrejst samtidig fra Libanon. Den kvindelige ansøger er udrejst fra Libanon [i sommeren] 2015 og indrejst i Danmark [i efteråret] 2015. Den mandlige ansøger er udrejst af Libanon [i efteråret] 2014 og indrejst i Danmark [i starten af] 2015. Der er således forløbet otte måneder mellem ansøgernes indrejse i Danmark. Det skal herefter vurderes, om den kvindelige ansøger kan opnå konsekvensstatus i relation til den mandlige ansøger. Nævnet finder, at det i denne vurdering må indgå, om den kvindelige ansøger har kunnet opholde sig problemfrit i Syrien, og hvilke muligheder hun har haft for at skaffe sig og sine børn rejsedokumenter. Ved denne vurdering finder nævnet, at det må tillægges vægt, at den kvindelige ansøger alene var i besiddelse af et ID-kort for statsløse palæstinensere i Syrien, og at hun ikke siden 2012 har haft længerevarende ophold i Syrien. Nævnet finder herefter, at betingelserne for at meddele den kvindelige ansøger opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, er opfyldt. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgerne og medfølgende børn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Stat/2016/29/SHH
