Nævnet meddelte i juli 2016 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsløs palæstinenser fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er statsløs palæstinenser og sunni-muslim af trosretning fra Daraa, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at dø i krigen i Syrien, som følge af de overgreb, der foregår mod civile. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at ansøgeren og hendes familie var nødsaget til at udrejse i [vinteren] 2012 på grund af krigen i Syrien, og fordi ansøgerens ægtefælle risikerede at blive indkaldt til militærtjeneste. Ansøgeren har i forhold til Libanon oplyst, at hun ikke ønsker at rejse tilbage til Libanon, da hendes ægtefælle og børn ikke har opholdstilladelse i Libanon, og at ansøgeren derfor frygter, at de vil blive udsendt til Syrien. Videre har ansøgeren oplyst, at hun ikke har mulighed for at returnere, da de libanesiske myndigheder ikke lader statsløse palæstinensere fra Syrien indrejse i landet. Hun har herudover henvist til, at hun i tilfælde af, at hun måtte kunne indrejse, ikke kan få en midlertidig opholdstilladelse på grundlag af sin mors libanesiske statsborgerskab, da hun ikke har mulighed for at dokumentere dette. Ansøgeren har i øvrigt henvist til, at hun ikke kan rejse tilbage til Libanon, da palæstinensere bliver behandlet dårligt i flygtningelejren i Baalbek og ikke har samme rettigheder som andre. Hun har oplyst, at hun aldrig har haft konflikter med myndighederne, grupperinger eller privatpersoner i Syrien. Hun indrejste legalt fra Libanon til Syrien i 2014 på baggrund af sit syriske ID-kort og en indrejsetilladelse opnået på grundlag heraf fra det syriske Indenrigsministerium. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgeren ikke er i risiko for at blive forfulgt på grund af sin race, religion, nationalitet, sit tilhørsforhold til en særlig social gruppe eller sine politiske anskuelser. Hun er derfor ikke omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, men må i stedet anses for omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, på baggrund af de overgreb, der efter baggrundsoplysningerne finder sted over for civile i krigen i Syrien. Spørgsmålet er herefter, om Libanon kan tjene som første asylland for ansøgeren, jf. den dagældende § 7, stk. 3, i udlændingeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1021 af 19. september 2014, og den nugældende § 7, stk. 4. Det påhviler i denne situation opholdslandets myndigheder at godtgøre, at det fremstår som bevismæssigt sandsynligt, at betingelserne for, at et land kan tjene som ansøgers første asylland, er opfyldt. Ansøgeren har for Flygtningenævnet forklaret, at hun oprindeligt kunne opnå tilladelse til indrejse i Libanon på baggrund af sit ID-kort som statsløs palæstinenser fra Syrien i 2014, men at denne mulighed ophørte i 2015, idet reglerne er skærpet, siden hun forlod Libanon. Dette støttes af baggrundsoplysningerne i rapport fra februar 2016 fra UNHCR om ”The Situation of Palestinian Refugees in Lebanon”, afsnit V, side 13, om at der siden august 2013 er sket restriktioner i mulighederne for indrejse for statsløse palæstinensere fra Syrien til Libanon, herunder at de siden maj 2014 har skullet være i besiddelse af enten ”a verified embassy appointment or a flight ticket and a visa to a third country”. Det fremgår endvidere af side 13, note 8, blandt andet: “While Syrian nationals are subject to entry restrictions since January 2015, tighter conditions are applied to Palestine refugees from Syria.” Ifølge Udenrigsministeriets svar af henholdsvis 27. maj 2015, 6. oktober 2015 og 7. januar 2016 vil ansøgeren som barn af en libanesisk mor være berettiget til en gratis opholdstilladelse på tre år med mulighed for forlængelse, uanset at moren er afgået ved døden eller har taget ophold i et andet land, og ansøgerens ægtefælle vil kunne opnå et års gratis opholdstilladelse med mulighed for forlængelse mod betaling. Dette forudsætter, at ansøgeren møder personligt frem hos de libanesiske myndigheder med et gyldigt pas og kan dokumentere, at hendes mor var libanesisk statsborger. Ansøgeren har forklaret, at hun alene har et ID-kort udstedt til hende som statsløs palæstinenser fra Syrien, og at hun ikke kan fremskaffe dokumentation for, at hendes mor var statsborger i Libanon. Moren forlod Libanon i 1970’erne og vendte herefter aldrig tilbage til Libanon. Moren døde i en flygtningelejr i Syrien i [vinteren] 2014, efter at nogle af ansøgerens søskende var forsvundet i forbindelse med nogle bombardementer af flygtningelejren, og ansøgeren har ikke efterfølgende haft kontakt med sine brødre, der på det tidspunkt boede sammen med moren. Moren levede ikke sammen med ansøgerens far i de forudgående 10 år, idet faren havde giftet sig for anden gang, og faren har efter, at ansøgeren i [efteråret] 2015 blev bekendt med sin mulighed for at søge opholdstilladelse i Libanon som følge af morens libanesiske statsborgerskab, ikke kunnet bidrage med oplysninger om dokumentation for morens statsborgerskab. Flygtningenævnets flertal finder ikke at kunne tilsidesætte ansøgerens forklaring om, at hun ikke kan opfylde de krav til dokumentation, der kræves for at opnå en opholdstilladelse i Libanon på baggrund af morens libanesiske statsborgerskab. På denne baggrund finder Flygtningenævnets flertal ikke med den fornødne sikkerhed grundlag for at fastslå, at ansøgeren må antages at kunne opnå beskyttelse i Libanon som første asylland, jf. den dagældende § 7, stk. 3, jf. nu stk. 4. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” stat/2016/26/mvi
