stat201621

Nævnet stadfæstede i juni 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Vestbredden. Indrejst i 2015. 
Flygtningenævnet udtalte: 
”Ansøgeren er etnisk araber, muslim af trosretning og statsløs palæstinenser fra Vestbredden. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Vestbredden frygter de generelle forhold. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at hans liv var meget usikkert, da han ikke kunne fortsætte sin uddannelse og finde et arbejde. Ansøgeren og hans familie blev udsat for mange urimeligheder som følge af den generelle situation på Vestbredden. Ansøgerens far og bror blev fængslet i henholdsvis 2 og 3 år af de israelske myndigheder uden nogen grund, hvilket påvirkede ansøgeren psykisk og økonomisk. Ansøgerens søster, der bor i Israel, blev afskåret fra at have kontakt med ansøgeren og resten af familien. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund. Efter hans forklaring fremgik hans navn ikke af de truende løbesedler, og de venner, hvis navne fremgik af løbesedlerne, er ikke blevet straffet. Ansøgeren blev boende på Vestbredden 1 år efter uddelingen af løbesedler og forsøgte i øvrigt igen at arrangere en musikfestival, uden at blive udsat for konkrete sanktioner. Økonomiske problemer eller det forhold, at ansøgeren ikke kunne finde et arbejde, er ikke omfattet af anvendelsesområdet for udlændingelovens § 7. De generelle forhold for statsløse palæstinensere på Vestbredden kan ikke i sig selv begrunde beskyttelses- eller konventionsstatus. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Vestbredden vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” stat/2016/21/SLH