Nævnet stadfæstede i januar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt fire børn, som er statsløse palæstinensere fra Libyen. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske arabere, sunni-muslimer og statsløse palæstinensere fra Libyen. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Libyen frygter de generelle forhold. Den mandlige ansøger har til støtte herfor oplyst, at hans broder har været tilbageholdt i syv måneder i Libyen, men blev løsladt, da hans anden broder betalte en løsesum. Ansøgerens broder er ikke efterfølgende blev opsøgt. Ansøgeren har videre oplyst, at det er forfærdeligt i Libyen, og at man ikke kan gå ud om aftenen efter kl. 19.00. Folk bliver kidnappet, og der er ingen kontrol. Den kvindelige ansøger har til støtte for asylmotivet oplyst, at man som palæstinenser ikke har nogen rettigheder, og at man bliver diskrimineret. Den kvindelige ansøger har endvidere gjort gældende, at det, efter hun fik børn, blev for farligt at gå ud om natten, og at der ikke er politi på gaden eller politistationer. Der skete endvidere børnekidnapninger, men ansøgerens børn er ikke blevet forsøgt kidnappet. Ansøgerens ægtefælles broder har været tilbageholdt, men han blev løsladt, fordi ansøgerens ægtefælles anden broder betalte herfor. Ansøgerne har endvidere gjort gældende, at de er statsløse palæstinensere fra Syrien, idet de begge er født i Homs i Syrien. Den kvindelige ansøger udrejste fra Syrien til Libyen med sin familie, da hun var en måned gammel, og den mandlige ansøger udrejste fra Syrien til Libyen med sin familie, da han var fem år gammel. Nævnet lægger i overensstemmelse med ansøgernes forklaring til grund, at den mandlige ansøger har boet i Libyen, fra han var fem år gammel, til han udrejste i 2014, og at den kvindelige ansøger har boet i Libyen, fra hun var en måned gammel, til hun udrejste. Nævnet finder derfor, at parret i medfør af Flygtningekonventionens artikel 1 A (2), skal vurderes i forhold til Libyen. Idet ansøgerne alene har fremlagt et id-kort fra Syrien, der er vurderet som falsk, finder nævnet det ikke sandsynliggjort, at parret er født i Syrien. Flygtningenævnet kan lægge ansøgernes forklaring til grund for så vidt, at den mandlige ansøgers forældres bil og hus blev stukket i brand, ligesom hans broders bil blev antændt. Da disse hændelser ikke har relationer til ansøgerne, da episoderne ligger nogen tid tilbage, og da der ikke efterfølgende blev fremsat trusler eller lignende mod ansøgerne, finder nævnet ikke, at disse episoder er udtryk for en forfølgelse af ansøgerne, hvorfor de ikke kan give grundlag for asyl. Flygtningenævnet finder ikke at kunne tilsidesætte ansøgernes forklaring om, at den mandlige ansøgers broder […], efter ansøgernes udrejse fra Libyen, blev tilbageholdt igennem syv til otte måneder og blev frigivet mod betaling af en løsesum. Nævnet finder imidlertid alene, at det beror på en formodning, at bortførelsen skyldtes [broderens] eventuelle arbejde for tidligere myndighedspersoner. Nævnet lægger herved blandt andet vægt på, at den mandlige ansøger til samtalen med Udlændingestyrelsen den 15. september 2015 har forklaret, at hverken han selv eller hans broder fik at vide, hvorfor broderen var tilbageholdt, da konflikten ligger nogen tid efter Gadaffis fald, og da broderen blev frigivet mod betaling af penge. Nævnet finder dermed ikke, at det er sandsynliggjort, at [broderens] eventuelle konflikt skulle kunne få konsekvenser for ansøgerne. Ansøgerne har ikke kunne give nogle konkrete oplysninger om den påståede anden kidnapning af den mandlige ansøgers broder [..]. Nævnet finder derfor ikke, at det er sandsynliggjort, at en eventuel kidnapning har nogen relation til ansøgerne. Nævnet finder ikke, at de generelle forhold for statsløse palæstinenser i Libyen i sig selv kan medføre asyl. Nævnet finder derfor ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Libyen vil risikere forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” stat/2016/2/GKR
