Nævnet stadfæstede i april 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk araber, muslim af trosretning og statsløs palæstinenser fra Libanon. Ansøgeren har været medlem af [en organisation] i mange år, herunder aktivt medlem i perioden 1985 til 1992. Ansøgeren var medlem af [organisationen] ind til 2010. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ikke kan vende tilbage til Libanon på grund af de generelle uroligheder i flygtningelejren […]. Ansøgeren har videre henvist til, at han ingen familie har tilbage i Libanon, samt at han har brug for lægelig behandling. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at der jævnligt var kampe mellem Amal, Hizbollah og palæstinensiske grupperinger i flygtningelejren, hvor ansøgeren boede. Omkring fire-fem måneder forud for ansøgerens udrejse, blev hans svigerinde skudt og dræbt som følge af en tilfældig skudveksling i lejren. Ansøgeren har videre oplyst, at han på et tidspunkt før [midt 80’erne] blev fængslet i en måned af Amal, fordi han som palæstinenser havde bevæget sig uden for flygtningelejren. Han har ikke efterfølgende haft konflikter med Amal, idet han aldrig kom uden for lejren. Flygtningenævnet tiltræder, at ansøgeren som statsløs palæstinenser fra Libanon isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Nævnet skal herefter tage stilling til om, Libanon kan tjene som første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund, som den er fremkommet under samtalerne med Udlændingestyrelsen, herunder at han har arbejdet for [organisationen] i hvert fald ind til 1992, at han har været fængslet og tortureret af Amal-bevægelsen i [midt 80’erne], at hans søn blev dræbt i [slutningen af 90’erne], og at hans svigerinde blev dræbt få måneder før ansøgerens udrejse. Under henvisning til at ansøgeren til Udlændingestyrelsen har forklaret, at han ikke blev opsøgt af Amal-bevægelsen efter [slutningen af 90’erne], anses episoderne forud herfor som afsluttede. Under henvisning til at ansøgeren og hans ægtefælle til Udlændingestyrelsen har forklaret, at svigerinden blev dræbt ved en tilfældighed, og da parrets udbyggende forklaringer under nævnsmødet ikke kan begrundes med tolkeproblemer eller frygt for tolkene, lægger nævnet parrets indledende forklaringer til grund, hvorefter drabet ikke kan antages at være et led i en forfølgelse af ansøgeren. Ansøgeren har under nævnsmødet forklaret, at han blev opsøgt af Amal-bevægelsen for omkring seks år siden, og at han herunder blev udsat for trusler. Under henvisning til at ansøgeren ikke har forklaret om dette tidligere, og da hans forklaring er væsentlig divergerende fra ægtefællens forklaring, tilsidesættes denne del af forklaringen. De generelle forhold for statsløse palæstinensere i Libanon har efter baggrundsmaterialet og nævnets praksis ikke en sådan karakter, at dette kan medføre, at Libanon ikke kan anvendes som første asylland. Flygtningenævnet finder derfor, at Libanon fortsat kan tjene som ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Stat/2016/16/ibl
