Nævnet stadfæstede i april 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar og fem børn, som er statsløse palæstinensere fra Libyen. Indrejst i 2014.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgerne er statsløse palæstinensere, etniske arabere og muslimer fra Libyen. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Libyen frygter for deres liv som følge af de generelle uroligheder i landet. De frygter endvidere, at de ikke kan indrejse i Libyen, idet der er udstedt et generelt indrejseforbud for statsløse palæstinensere. Ansøgerne frygter endvidere, at deres søn vil blive kidnappet af ukendte personer, idet den mandlige ansøger har modtaget et trusselsopkald herom. Ansøgerne har til støtte for deres asylmotiv forklaret, at der i hjembyen er uroligheder, og at sikkerhedssituationen er usikker. [I foråret] 2013 var der væbnede kampe i deres nabolag, og den mandlige ansøger blev ramt af et tilfældigt skud. I [sommeren] 2014 blev den mandlige ansøger frarøvet sin bil ved en uofficiel kontrolpost i byen. Ansøgerne har videre forklaret, at deres nabos søn i begyndelsen af [efteråret] 2014 blev kidnappet af ukendte personer, der krævede en løsesum fra barnets fader. Omkring en uge senere modtog den mandlige ansøger et opkald fra ukendte personer, som oplyste, at det var den mandlige ansøgers tur næste gang. Ansøgerne opfattede dette som et udtryk for, at deres søn også ville blive kidnappet. Ansøgerne valgte herefter at udrejse af Libyen. Flygtningenævnet har [kort tid før nævnsmødet] 2016 modtaget en skrivelse fra Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet, hvorefter ansøgernes ansøgning om humanitær opholdstilladelse ikke er tillagt opsættende virkning. Flygtningenævnet kan lægge ansøgernes forklaringer til grund. Ansøgerne har herunder forklaret, at alle de episoder, de har været udsat for, har været af tilfældig karakter og ikke særligt rettet mod dem. Ansøgerne har således ikke sandsynliggjort, at de er konkret og individuelt forfulgt i Libyen. Ifølge baggrundsmateriale og nævnets faste praksis har de generelle forhold for statsløse palæstinensere i Libyen ikke en sådan karakter, at disse i sig selv opfylder betingelserne for asyl. Idet ansøgerne herefter ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Libyen vil blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller 2, stadfæstes Udlændingestyrelsens afgørelse. Det bemærkes, at spørgsmålet om, hvorvidt de kan indrejse i Libyen er et udsendelsesspørgsmål, som ikke er omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” stat/2016/14/SLH
