Nævnet stadfæstede i april 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar og statsløse palæstinensere samt to børn fra Libyen. Indrejst i 2014.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgerne er statsløse palæstinensere fra Tripoli, Libyen, og muslimer af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til at de ved en tilbagevenden til Libyen frygter at blive idømt en længere fængselsstraf eller slået ihjel, da de er udrejst illegalt af Libyen, og da de som statsløse palæstinensere er undertrykte. Ansøgerne har videre henvist til, at de frygter at blive slået ihjel af en narkohandler, som familien har haft en konflikt med. Ansøgerne har til støtte herfor oplyst, at deres nabo i Tripoli var en narkohandler, som skabte mange problemer i kvarteret. I slutningen af 2010 anmeldte den mandlige ansøger sammen med flere andre naboer narkohandleren til politiet. Narkohandleren blev herefter anholdt og idømt en længerevarende fængselsstraf. I 2011 slap narkohandleren ud af fængslet, hvorefter han begyndte at chikanere ansøgerne ved at banke på deres døre og vinduer. Familien oplevede endvidere tre konkrete sammenstød med narkohandleren eller dennes bande. Herefter flyttede ansøgerne hjem til den mandlige ansøgers familie i Tripoli, hvor de opholdt sig i omkring to år inden udrejsen. Ansøgerne har endvidere henvist til den dårlige sikkerhedsmæssige situation i landet, herunder at de frygter, at deres børn vil blive kidnappet. Vedrørende de af ansøgerne påberåbte episoder med [naboen] skal det bemærkes, at ansøgernes antagelse af, at episoden med de fem bevæbnede mænd er arrangeret af [naboen], alene beror på ansøgernes formodninger. Endvidere må det tillægges vægt, at der ifølge ansøgernes forklaringer ikke var yderligere episoder med [naboen] efter ansøgernes fraflytning af bopælen, at ansøgerne var i stand til at hente deres indbo uden problemer efter fraflytningen, og at de i øvrigt var i stand til at opholde sig i Tripoli frem til udrejsen, selvom huset, som ansøgerne lånte af den mandlige ansøgers ven, kun lå cirka et kvarter eller 20 minutters kørsel fra ansøgernes oprindelige bopæl. Sammenfattende finder Flygtningenævnet ikke, at de forhold og episoder, som ansøgerne har forklaret at have været udsat for, har haft et sådant omfang og intensitet, at de kan begrunde asyl eller beskyttelsesstatus. De generelt vanskelige forhold for palæstinensere i Libyen kan ikke begrunde asyl. Ansøgerne, der begge er født og opvokset i Tripoli, har efter det oplyste fortsat nære pårørende i Libyen. Det kan heller ikke antages, at forholdene i Libyen har en sådan karakter, at ansøgerne ved deres blotte tilstedeværelse vil være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af EMRK artikel 3. Endelig kan den omstændighed, at en af de selvbestaltede regeringer i Libyen måtte have udstedt et indrejseforbud, ikke føre til nogen ændret vurdering. Det kan herefter ikke lægges til grund, at ansøgerne har været forfulgt ved udrejsen, eller at de ved en tilbagevenden til Libyen risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgerne ved en tilbagevenden til Libyen skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Det skal særligt bemærkes, at den omstændighed at ansøgerne den 12. april 2016 har ansøgt om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 2, ikke efter det foreliggende kan føre til, at der ikke fastsættes nogen udrejsefrist. Stat/2016/13/MVLN
