Nævnet stadfæstede i april 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsløs palæstinenser fra Syrien. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er statsløs palæstinenser, etnisk araber og muslim fra Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter de syriske myndigheder, idet hun har forladt sit apotek uden at udfylde de nødvendige papirer, og idet hun er udrejst af Syrien. Ansøgeren frygter endvidere at få en bøde fra apotekerforeningen, idet hun ikke har betalt kontingent. Ansøgeren har videre forklaret, at hun frygter de pro-syriske militser og Den Frie Syriske Hær, samt de generelle forhold i området. Ansøgeren har under samtalerne i Udlændingestyrelsen i forhold til Libanon forklaret, at hun ikke ønsker at opholde sig i Libanon, idet forholdene for statsløse palæstinensere er dårlige, herunder at det er svært at få arbejde. Ansøgeren frygter endvidere, at de syriske myndigheder også har kontrol i Libanon. Ansøgeren har under nævnsmødet forklaret, at hun ønsker skilsmisse fra sin mand, og hun har derfor ikke længere i kraft af sin ægtefælle en nær tilknytning til Libanon. Ansøgeren, der er statsløs palæstinenser fra Syrien, er isoleret set omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 3. Spørgsmålet er herefter om Libanon som følge af hendes ægteskab med en statsløs palæstinenser fra Libanon kan tjene som ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at hun ønsker skilsmisse, til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren først kort tid forud for nævnsmødet og efter, at hun havde fået afslag på sin ansøgning om opholdstilladelse i Udlændingestyrelsen, har oplyst, at hun ønsker skilsmisse. Nævnet har videre lagt vægt på, at ansøgerens forklaring herom forekommer konstrueret til lejligheden, ligesom hun har forklaret afglidende og upræcist om kontakten til sin ægtefælle, om sit ønske om skilsmisse og sine bestræbelser på opnåelse heraf. Det kan således ikke lægges til grund, at ansøgeren har foretaget faktiske skridt til opnåelse af skilsmissen. Flygtningenævnet lægger således i overensstemmelse med Udenrigsministeriets høringssvar af 27. maj 2015 til grund, at ansøgeren som følge af sit ægteskab kan få en 1-årig opholdstilladelse i Libanon, og at denne kan fornyes. Flygtningenævnet lægger herved til grund, at ægteskabet på nuværende tidspunkt er registreret ved UNWRA eller i hvert fald problemfrit vil kunne blive registreret her. Flygtningenævnet finder efter de foreliggende baggrundsoplysninger, at ansøgeren kan indrejse i Libanon, og at hun ikke risikerer refoulement. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren har en så nær tilknytning til Libanon, at hun kan henvises til at tage ophold der, og at hendes personlige sikkerhed i Libanon vil være beskyttet i fornødent omfang, ligesom de økonomiske og sociale forhold vil være tilstrækkelige. Da de generelle forhold for statsløse palæstinensere i Libanon – trods vanskelige – ikke er sådanne, at de kan føre til et andet resultat, finder Flygtningenævnet, at Libanon kan tjene som 1. asylland for ansøgeren. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Stat/2016/12/LIN
