Nævnet stadfæstede i april 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser samt et barn fra Gaza. Indrejst i 2014 sammen med sin ægtefælle, der er statsløs palæstinenser fra Libanon. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er sunni-muslim og statsløs palæstinenser fra […] flygtningelejren i Gaza. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgningen er behandlet sammen med sagen vedrørende ansøgerens ægtefælle, der er statsløs palæstinenser fra Libanon. Hun har siden 2007 boet hos ansøgeren i Gaza. Ægteparret og deres datter, der er født i 2008, udrejste i [efteråret] 2014 illegalt til Egypten. En del af ægtefællens familie er kendt for at være tilknyttet Fatah. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive udsat for forfølgelse fra Hamas. Endvidere har ansøgeren henvist til de generelle forhold i Gaza samt til, at ægtefællen og datteren har alvorlige helbredsmæssige problemer. Vedrørende Hamas har ansøgeren [foråret] 2015 til Udlændingestyrelsen forklaret, at han aldrig har været kontaktet af Hamas, og at han ikke har haft nogen konflikter med Hamas. Det er dog svært at få arbejde, hvis man ikke støtter Hamas, og han har selv haft vanskeligheder hermed. I [vinteren] 2015 har ansøgeren forklaret til Udlændingestyrelsen, at han ikke har haft konflikter med Hamas, men tilføjet, at han var arbejdsløs de sidste fem måneder inden udrejsen, samt at hans storbroder efter udrejsen har oplyst, at Hamas har opsøgt ansøgerens bopæl 20 gange. Ansøgeren ved ikke, hvad henvendelserne skyldes, men han formoder, at Hamas søgte oplyst, hvorfor han var udrejst. Hamas havde ikke over for familien været truende i forbindelse med henvendelserne om ansøgeren. Han frygter, at Hamas vil tro, at han er en spion, hvis Hamas finder ud af, at han er rejst til Europa. Det anførte i et skriftligt indlæg fra ansøgerens advokat fra [foråret] 2016 er ikke i strid hermed. I Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at han fra 2010 til 2014 er blevet anholdt, slået og afhørt af Hamas mange gange. I 2010 fik han blandt andet slået flere tænder ud. Afhøringerne skyldes, at ansøgeren - der i området var kendt for ikke at støtte Hamas - havde afslået konkrete anmodninger om at slutte sig til Hamas. På grund af konflikten blev ansøgeren fængslet cirka 30 gange fra november 2010 til primo 2014. Han var hver gang tilbageholdt mellem 3 og 20 dage. Han blev blandt andet afhørt om, hvorvidt han havde samarbejdet med Fatah og i den forbindelse foreholdt ægtefællens families tilknytning hertil. Ægtefællen har ikke under Udlændingestyrelsens afhøringer forklaret noget om, at ansøgeren skulle have været tilbageholdt af Hamas. I Flygtningenævnet forklarede hustruen omtrent som ansøgeren. Flertallet i Flygtningenævnet bemærker vedrørende asylmotivet angående Hamas, at ansøgeren har afgivet meget divergerende forklaringer herom. Et flertal i Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens seneste forklaring om den konkrete konflikt med Hamas til grund. Flertallet lægger herved navnlig vægt på den meget betydelige udbygning af forklaringen herom, der er sket i Flygtningenævnet. Flertallet bemærker endvidere, at ansøgeren i Flygtningenævnet gerne ville forklare om de generelle forhold i Gaza samt om en konkret afhøring [i foråret] 2010. Ansøgeren svarede derimod tøvende og usikkert på det centrale spørgsmål om Hamas mange fængslinger, og ansøgeren svarede undvigende på en del af de opfølgende spørgsmål, der blev stillet herom i nævnet. Flertallet finder det endvidere mindre sandsynligt, at ansøgeren i Gaza skulle have turde være kritisk over for Hamas i flere offentlige sammenhænge, mens han ikke turde fortælle om sit modsætningsforhold til Hamas til Udlændingestyrelsen over et halvt år efter indrejsen, fordi han skulle være bange for, at Hamas ville blive bekendt hermed. De generelt vanskelige forhold i Gaza kan ikke i sig selv indebære, at betingelserne for at få asyl er opfyldt. Flertallet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Gaza, vil risikere at blive udsat for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1 eller overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Stat/2016/10/THJ