Nævnet stadfæstede i juni 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn, som er statsløse palæstinensere fra Libyen. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgerne, der er ægtefæller, er statsløse palæstinensere, etniske arabere og sunni-muslimer fra Benghazi, Libyen. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de frygter at blive forfulgt af general Haftars hær eller eventuelt af militante islamiske militser. De har endvidere henvist til de generelle forhold for palæstinensere i Libyen, herunder i Benghazi. Ansøgerne har tillige henvist til, at deres syge mindreårige søn ikke kan få ordentlig lægebehandling i Libyen. Ansøgerne har til støtte for deres asylmotiv oplyst, at deres bopæl lå ved en nedlagt kaserne. Området var i sommeren 2014 præget af kampe mellem Haftars militær og den islamiske milits, Ansar al Sharia. [I sommeren] 2014 blev området udsat for angreb fra Ansar al Sharia, og repræsentanter for militsen beordrede ansøgerne til at forlade bopælen. [To dage senere] udrejste ansøgerne med skib fra Libyen til Italien. I [foråret] 2015 er den mandlige ansøgers forældre blevet opsøgt på bopælen af Haftars soldater, som spurgte efter ham. Den mandlige ansøger formoder, at militæret navnlig søger efter ham, fordi man mistænker ham for frivilligt at have afleveret deres hus til Ansar al Sharia. Når Haftars militær ikke tidligere har søgt efter ansøgeren hænger det nok sammen med, at omhandlede del af Benghazi først for nylig er blevet erobret af militæret. For en uge siden, har den mandlige ansøger telefonisk fået at vide, at militæret i forbindelse med eftersøgning af ansøgeren har tilbageholdt ansøgerens fader i tre dage. Flygtningenævnet finder i det væsentlige at kunne lægge ansøgernes oprindelige forklaringer til grund. Et flertal finder derimod, at ansøgernes oplysninger om, at militæret eftersøger den mandlige ansøger er utroværdige. Den mandlige ansøger har forklaret, at han formoder at eftersøgningen kan hænge sammen med nedenstående omstændigheder. Ansøgernes navne og adresse er af Haftars militær inden udrejsen blevet noteret ved check points. Den mandlige ansøger er elektro-mekaniker. Ansøgerne er palæstinensere, og der er kommet en almindelig stemning rettet mod palæstinensere i boligområdet, såvel som mange andre steder i Libyen. Hertil kommer ikke mindst, at ansøgerne forlod deres hus i forbindelse med alvorlige krigshandlinger, hvor Ansar al Sharia midlertidig overtog kontrollen over kvarteret. Flertallet finder efter en samlet vurdering ikke, at der herved er oplyst nogen rimelig grund til, at militæret skulle anvende ressourcer på denne eftersøgning, dels i [foråret] og [i sommeren] 2015, men også inden afleveringen af arrestordren. Hertil kommer, at flertallet ikke finder, at de nye oplysninger om militærets henvendelse til den mandlige ansøgers forældre har bestyrket forklaringen om eftersøgningen. Flertallet bemærker herved, at oplysningerne herom har fremtrådt noget diffuse, uanset at den mandlige ansøger har forklaret, at han har talt med sine forældre flere gange herom. Den først i nævnet fremlagte kopi af et dokument, der umiddelbart fremtræder som en arrestordre, der er udstedt den […] 2015 - altså dagen før Udlændingestyrelsens afgørelse - kan heller ikke føre til en anden vurdering, idet flertallet samlet set lægger til grund, at arrestordren ikke er ægte. Herefter, og uanset at de generelle forhold i Benghazi er præget af uroligheder og lejlighedsvise kampe, samt at ansøgerne ikke er libyske statsborgere, men statsløse palæstinensere, finder flertallet ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Libyen vil være i reel risiko for at blive udsat for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Stat/2015/5
