Nævnet stadfæstede i juni 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Libanon samt to børn fra Syrien. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk araber og sunnimuslim født i […] i Libanon. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen har vurderet, at ansøgeren som statsløs palæstinenser fra Libanon isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet skal herefter tage stilling til, om ansøgeren kan henvises til at tage ophold i Libanon, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3 som affattet ved lovbekendtgørelse af 1021 af 19. september 2014. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Libanon frygter, at han vil blive slået ihjel af forskellige grupperinger, herunder Islamisk Stat, Hizbollah, Hamas, Fatah-bevægelsen og en gruppe ledet af Ahmed Jibril, fordi han er palæstinenser og sunnimuslim. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han i Libanon ikke kan få lov til at eje noget, og at det ikke er muligt for ham at finde et arbejde, fordi han er palæstinenser. Endelig har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at han frygter for sine børns opvækst, da han ikke ønsker, at de skal vokse op i et land, hvor der er stor risiko for bombenedslag, angreb eller uroligheder. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at han er født i Libanon, hvor han boede i omkring otte måneder, hvorefter han flyttede til Syrien, da der var krig i Libanon. Da ansøgeren var omkring syv-otte år, flyttede han sammen med sin familie til Danmark og blev meddelt opholdstilladelse. Omkring 2002-2003 flyttede han til Syrien, hvor han boede i Yarmouk-lejren i Damaskus sammen med sin ægtefælle. Ansøgeren har sammen med ægtefællen to børn, der begge er født i Syrien. I 2011 tog ansøgeren fra Syrien til Libanon for at få udstedt et rejsedokument, fordi situationen i Syrien begyndte at udvikle sig, og fordi hans rejsedokument skulle udstedes i det arabiske land, hvor han var født. I 2013 forlod han sammen med sin ægtefælle og deres børn Syrien og rejste til Libanon. Ansøgeren har oplyst, at han ikke havde nogen konflikter med hverken de libanesiske myndigheder, private personer, familiemedlemmer eller grupperinger i Libanon. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han aldrig er blevet opsøgt eller truet af nogen i Libanon, samt at han aldrig har været medlem af et politisk parti eller været politisk aktiv. I Libanon fik han udstedt et besøgsvisum til Danmark, og han indrejste herefter i Danmark [i] maj 2013 og søgte asyl [i] juni 2013. Ansøgeren har i den forbindelse over for de danske myndigheder fremlagt et libanesisk udstedt rejsedokument for palæstinensere, der er gyldigt til […] juli 2016. Ansøgerens ægtefælle og deres to børn indrejste sammen [i] november 2014 i Danmark og søgte asyl [i] november 2014. Ansøgerens ægtefælle har status som statsløs palæstinenser fra Syrien, og hun opnåede på den baggrund asylstatus [i] april 2015 i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Udlændingestyrelsen valgte at behandle børnenes asylsag i forbindelse med ansøgerens asylsag. [I] september 2014 besluttede Udlændingestyrelsen, at ansøgerens opholdstilladelse efter § 7, stk. 1, skulle anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, jf. § 17, stk. 4, og at der ikke var grundlag for dispensation i medfør af udlændingelovens § 17, stk. 3. [I] december 2014 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse af […] september 2014. Udlændingestyrelsen har forud for nævnsmødet været opfordret til at begrunde, hvorfor ansøgerens to børn er omfattet af ansøgerens og ikke af moderens sag. Udlændingestyrelsen har henvist til, at forældremyndighedsspørgsmålet for børn af statsløse palæstinensere fra Libanon må anses for at følge faderens nationalitet. Dette er baggrunden for, at Udlændingestyrelsen har valgt at behandle børnenes asylsag i tilknytning til ansøgerens sag. Flygtningenævnet lægger som Udlændingestyrelsen til grund, at ansøgeren som statsløs palæstinenser fra Libanon isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Et flertal i Flygtningenævnet finder, at Libanon kan tjene som ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3 (nu § 7, stk. 4). Flertallet finder ikke, at de generelle forhold for statsløse palæstinensere i Libanon, herunder i […], er af en sådan karakter, at Libanon ikke kan tjene som ansøgerens første asylland. Nævnet har lagt vægt på, at ansøgeren ikke efter sin egen forklaring har haft konkrete personlige problemer med Islamisk Stat, Hizbollah, Hamas, Fatah-bevægelsen eller andre grupperinger og i øvrigt ikke på noget tidspunkt har oplevet konkrete problemer hverken med de libanesiske myndigheder eller privatpersoner. De generelt vanskelige forhold for statsløse palæstinensere i Libanon kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgerens to børn er født i Syrien i Yarmouk-lejren henholdsvis [i] 2006 og [i] 2009, og at de i det hele har fulgt deres moder, som er statsløs palæstinenser fra Syrien. Nævnet finder herefter, at børnenes asylsag mest naturligt burde have været behandlet i forbindelse med moderens asylsag. Den omstændighed, at det angiveligt følger af libanesisk ret, at forældremyndigheden tillægges faderen, finder nævnet ikke kan tillægges afgørende betydning i forbindelse med den asylretlige vurdering af børnenes forhold i Danmark. Nævnet finder således, at det følger af dansk praksis og af hensynet til børnenes tarv i øvrigt, at mindreårige børns asylsag bør behandles i tilknytning til den af forældrene, som de er fulgtes med til Danmark. Nævnet lægger til grund, at ansøgerens ægtefælle, som børnene fulgtes med til Danmark, har opnået asyl [i] april 2015 i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Nævnet finder herefter, at børnene […], født [i] marts 2006, og […], født [i] september 2009, skal meddeles asyl i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse med den ændring, at børnene […], og […] meddeles asyl i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. stat/2015/3
