Nævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Libyen. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er statsløs palæstinenser fra Damaskus, Syrien og muslim af trosretning. Ansøgeren har boet i Libyen siden 1998. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Libyen frygter de generelle forhold herunder den manglende sikkerhed og urolighederne i landet. Ansøgeren har i den forbindelse henvist til, at han frygter at blive drabsmand eller selv at blive dræbt. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han ikke kan vende tilbage til Syrien, fordi han ikke har noget at vende tilbage til, og idet han ikke vil være i stand til at indrejse i Syrien på sit pas, som er udstedt Det Palæstinensiske Selvstyre, samt fordi han ikke har en opholdstilladelse i Syrien. Endelig har ansøgeren under nævnsmødet forklaret, at han er blevet forsøgt hvervet af en militsgruppe. Flygtningenævnet tiltræder, at ansøgeren i forhold til Syrien isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet lægger til grund, at Libyen, hvor ansøgeren har opholdt sig siden 1998 er hans hjemland, og at han herefter skal vurderes i forhold til Libyen. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens hidtidige forklaring om sine forhold i Libyen til grund. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke lægge til grund, at ansøgeren er blevet forsøgt hvervet af en milits i 2014. Flygtningenævnet har ved denne vurdering lagt vægt på, at ansøgeren er fremkommet med en udbyggende forklaring om sine konflikter med militsen. Ansøgeren har således først under nævnsmødet forklaret, at han har været forsøgt hvervet. Dertil kommer, at ansøgeren ikke under nævnsmødet var i stand til at forklare nærmere om episoden eller svare på uddybende spørgsmål om, hvorledes forsøget på hvervning fandt sted. Flygtningenævnet finder, at den af ansøgeren fremlagte skrivelse fra lokalrådet ikke kan føre til et andet resultat. Der er herved lagt vægt på, at dokumentet fremstår som konstrueret til lejligheden. Det forekommer således usandsynligt, at byens administration skulle lægge sig ud med den milits, som styrer byen, og at faderen, der i øvrigt har forladt byen, skulle kunne være i fred fra den styrende milits på grund af et dokument udstedt af lokalrådet. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke er konkret eller individuelt forfulgt i Libyen. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder herefter og uanset, at de generelle forhold i Libyen er præget af uroligheder ikke, at den omstændighed, at ansøgeren er statsløs palæstinenser, i sig selv kan føre til, at ansøgeren er omfattet af udlændingelovens § 7. Flertallet har ved denne vurdering lagt vægt på, at ansøgeren efter en samlet vurdering af de konkrete omstændigheder sammenholdt med baggrundsoplysningerne fra blandt andet UNHCR fra oktober 2015 ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Libyen vil være i reel risiko for at blive udsat for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Den omstændighed, at ansøgerens far [medio] 2014 mistede sin opholdstilladelse i Libyen, kan ikke føre til et andet resultat. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren, der har boet i Libyen siden 1998, ikke har sandsynliggjort, at dette har indflydelse på hans mulighed for at opholde sig i Libyen. Den omstædighed, at det efter indholdet af baggrundsoplysningerne kan lægges til grund, at der er udstedt indrejseforbud for blandt andet statsløse palæstinensere i Libyen, kan heller ikke føre til et andet resultat, idet der er tale om et udsendelsesspørgsmål. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Stat/2015/24
