Nævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt et barn, som er statsløse palæstinensere fra Libyen. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske arabere, muslimer af trosretning og statsløse palæstinensere fra Libyen. Ansøgerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den kvindelige ansøger er født i Syrien og har som lille boet i Polen, Syrien og Libyen. Hun har haft fast bopæl i Libyen siden 1998 og frem til udrejsen den [i efteråret] 2014. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter overgreb som følge af de generelle uroligheder i Libyen og navnlig risikoen for forfølgelse fra militsen Misrata, der i midten af 2014 opstillede en raketrampe 500 meter fra ansøgernes hus med henblik på at bombe olieraffinaderierne i Tripoli. Ansøgerne frygter endvidere at blive anholdt af de libyske myndigheder, fordi de er udrejst illegalt af landet. De har videre henvist til, at der sker diskriminering af statsløse palæstinensere i Libyen. Flygtningenævnet finder i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelse, at den kvindelige ansøger i forhold til en udsendelse til Syrien er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Uanset at Flygtningenævnet i det væsentlige kan lægge ansøgernes forklaringer om deres asylmotiv til grund findes ansøgerne ikke at have sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 er opfyldt i forhold til en udsendelse til Libyen. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgerne ikke har beskrevet omstændigheder, hvorefter de har været udsat for konkret og individuel forfølgelse. Ansøgerne findes endvidere ikke alene under henvisning til de generelle uroligheder i Libyen sammenholdt med, at de er statsløse palæstinensere, at have sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Libyen vil blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet bemærker herved, at ansøgerne efter det oplyste i en årrække de facto har kunnet bo og opholde sig i Libyen uanset at de ikke har været i besiddelse af individuelle opholdstilladelser. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” stat/2015/21
