Nævnet stadfæstede i oktober 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er statsløs palæstinenser, etnisk araber og sunni muslim af trosretning fra Damaskus, Syrien. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i starten af] 2015, og at han [i foråret] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [i sommeren] 2015 klaget over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han er eftersøgt for forræderi i Syrien, idet han er flygtet fra sit job som rengøringsmand for staten, samt at hans familie på baggrund heraf er eftersøgt. Klageren har endvidere oplyst, at hans to ældste sønner er efterlyst for ikke at deltage i militæret. Hans ene søn, Amer, er blevet såret under krigen og kan nu ikke gå. Sønnerne er endvidere særligt efterlyst for at finde frem til klageren. Klagerens familie befinder sig i Libanon, hvor de hver dag må tigge for at få penge til mad. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med det af Udlændingestyrelsen anførte til grund, at klageren opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet finder ikke, at klageren har sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til Syrien på grund af sine individuelle forhold vil være i risiko for myndighedsforfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at klageren hverken i sit asylansøgningsskema eller under samtalen med Udlændingestyrelsen har oplyst, at han havde arbejdet som rengøringsmand for staten, og at han er eftersøgt for forræderi. Som begrundelse for at undlade dette har klageren i sin klageskrivelse anført, at han havde fået fortalt, at han ikke skulle sige sandheden, da der var nogle i systemet/eller øvrige ansøgere, der kunne ”stikke” ham og give oplysninger videre til Syrien, hvorfor han på daværende tidspunkt ikke turde fortælle sandheden. Denne del af klagerens forklaring er således først fremkommet efter, at klageren blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet finder, at der er tale om en udbygget forklaring, der forekommer utroværdig og konstrueret til lejligheden. Det, som klageren har oplyst om sin families forhold, findes ikke at ændre ved Flygtningenævnets vurdering af sagen. Den statsløse palæstinenser fra Syrien […] opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” stat/2015/20