Nævnet stadfæstede i juni 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et statsløst palæstinensisk ægtepar. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgerne er etniske arabere og sunni-muslimer fra henholdsvis Safforya, i det nuværende Israel og Waevel-lejren i Libanon. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Libanon frygter den generelle sikkerhedssituation i Al Baadawi-lejren, og de generelle forhold for statsløse palæstinensere i Libanon. Den mandlige ansøger har videre henvist til, at han frygter for sin økonomiske og helbredsmæssige situation i Libanon, da han ikke har de fornødne midler til at betale for sin medicin, som han har brug for grundet en række hjerteoperationer. Endelig har den kvindelige ansøger henvist til, at hun frygter sin helbredsmæssige situation, da hun lider af astmatisk bronkitis, forhøjet blodtryk og stivhed i kroppen, og hun frygter, at der ikke er nogen til at tage sig af hende og hendes ægtefælle i Libanon. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelse til grund, at ansøgerne som statsløse palæstinensere isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Herefter skal det vurderes, om Libanon kan tjene som ansøgernes første asylland. Ansøgerne har boet i Al Baadawi-lejren siden deres tilbagevenden fra [et andet arabisk land] i 1999, ligesom den mandlige ansøger før opholdet i [et andet arabisk land] har boet i Al Baadawi-lejren. Ansøgerne har under deres ophold i lejren ikke konkret været involveret i problemer med myndighederne, grupperinger eller privatpersoner, bortset fra den episode med [en mand] omkring årsskiftet 2013/2014, som ansøgerne har fortalt om til advokatsamtalen og under nævnsforklaringen. Det skal særligt bemærkes, at den mandlige ansøger har oplyst, at der ikke har været yderligere episoder mellem ham og [manden]. Ansøgerne fremstår i øvrigt helt uprofileret og udrejste legalt legitimeret med deres libanesiske rejsedokumenter. Ansøgernes ønske om at bo hos deres søn i Danmark og oplysningerne om deres dårlige økonomi og helbredsforhold er socioøkonomiske forhold, som ikke i sig selv kan begrunde asyl. De økonomiske og sociale forhold i Libanon må i øvrigt antages at være tilstrækkelige. Oplysningerne om de i øvrigt generelt vanskelige forhold for statsløse palæstinensere i Libanon, kan ikke føre til nogen ændret vurdering. Sammenfattende findes ansøgerne stadig at have en nær tilknytning til Libanon, hvor de efter det foreliggende fortsat må antages at kunne opnå den fornødne beskyttelse. Libanon kan derfor tjene som ansøgernes første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. Stat/2015/2
