Nævnet stadfæstede i september 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber, muslim af trosretning og statsløs palæstinenser fra Libanon. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Libanon frygter de libanesiske myndigheder, og at han på falsk grundlag vil blive sigtet for kriminalitet. Endvidere frygter ansøgeren de generelle forhold i Libanon, herunder forholdene i Ain Al-Hilwe-lejren. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han efter sin tvangsudsendelse i 2007 blev tilbageholdt og afhørt af politiet. Han blev taget med til afhøring, hver gang han bevægede sig uden for Ain Al-Hilwe-lejren. Myndighederne ville have, at han skulle forgifte sin fætter […]. I sommeren 2008 gav efterretningstjenesten ham lov til at rejse på ferie i Dubai, hvor han opholdt sig i omkring tre måneder. Efterfølgende vendte ansøgeren tilbage til Libanon for at søge om arbejdstilladelse i Dubai. Mens han var i Libanon, blev hans fætter slået ihjel, og han tænkte, at efterretningstjenestens interesse i ham var væk. Omkring to til tre uger senere rejste han tilbage til Dubai, hvor han opholdt sig, indtil han igen rejste tilbage til Libanon, fordi hans moder blev syg. Da han igen forsøgte at udrejse til Dubai, blev han anholdt og afhørt af efterretningstjenesten om sin broders aktiviteter. Han blev bedt om at bistå med at slå broderen ihjel, fordi denne var involveret i en palæstinensisk gruppering. Dette accepterede han. Dernæst blev han løsladt. Omkring tre uger efter blev han igen opsøgt af efterretningstjenesten, der nu var sammen en repræsentant fra henholdsvis den franske og britiske efterretningstjeneste. Han blev igen bedt om at bistå med at slå sin broder ihjel. Ansøgeren orienterede sin broder om henvendelserne, og omkring tre uger efter udrejste han illegalt til Syrien. Endvidere har ansøgeren over for Udlændingestyrelsen til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han i Danmark har fået at vide fra sin familie i Libanon, at de libanesiske myndigheder mistænker ham for at smugle personer til Europa. Under hans ophold i Danmark er han tillige blevet ringet op at en navngiven person, som har forbindelse til den libanesiske efterretningstjeneste. Indledningsvist bemærkes, at Flygtningenævnet i sin tidligere afgørelse [fra] 2006 har tilsidesat ansøgerens forklaring om de konflikter, dels med de libanesiske myndigheder og dels med forskellige grupperinger, som ansøgeren dengang gjorde gældende, som ikke værende troværdig. Det bemærkes tillige, at ansøgeren under den aktuelle asylsag selv har oplyst, at han ikke ved tilbagesendelsen til Libanon i 2007 havde personlige konflikter med hverken myndigheder, private eller grupperinger. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om det aktuelle asylmotiv til grund. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren i væsentlig grad har forklaret divergerende og udbyggende og på nogen punkter decideret modstridende i en sådan grad, at forklaringen ikke fremstår troværdig. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at divergenserne blandt andet vedrører centrale punkter af asylmotivet og ikke kan skyldes den forløbne tid, siden de angivelige begivenheder fandt sted. Som ganske centralt modstridende forklaring, har Flygtningenævnet hæftet sig ved, at ansøgeren i sit asylansøgningsskema har oplyst, at han nægtede at samarbejde mod sin broder, hvorefter han blev fængslet i en måned, mens han i øvrigt under asylsagen har forklaret, at han accepterede at hjælpe efterretningstjenesten. Han har ligeledes over for Flygtningenævnet forklaret, at han efter den seneste tilbageholdelse opholdt sig i omkring halvanden måned i Libanon og omkring halvvejs i forløbet blev opsøgt af repræsentanter fra den libanesiske, franske og britiske efterretningstjeneste. Til asylsamtalen har han forklaret, at han udrejste fem til syv dage efter at være blevet løsladt. Ansøgeren har derfor ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Libanon vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingeloven § 7. Uanset at ansøgeren som statsløs palæstinenser fra Libanon isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, finder Flygtningenævnet herefter, at Libanon kan tjene som ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4 (tidligere udlændingelovens § 7, stk. 3). Flygtningenævnet finder således, at Libanon forsat vil kunne yde ansøgeren den beskyttelse, som må kræves af et første asylland. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” stat/2015/14
