Nævnet stadfæstede i juli 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Gaza frygter, at han vil blive forhørt, tortureret og dræbt af Hamas, idet han ikke vendte tilbage til træning efter at have været på familiebesøg. Ansøgeren frygter videre den generelle konflikt med Israel. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han ikke kan gå i skole i Gaza, og at han udrejste, idet hans forældre ønskede, at han skulle have en bedre tilværelse. Forud for ansøgerens udrejse blev han tvangsrekrutteret af Hamas. Han opholdt sig i en træningslejr i to måneder, hvorefter han fik lov til at tage hjem på familiebesøg. Eftersom han ikke returnerede til træningslejren, opsøgte medlemmer af Hamas hans bopæl, fordi de ville bringe ham tilbage til træningslejren. Ansøgeren oplyste dem om, at han var syg, men at han ville returnere til lejren, når han blev rask. Ansøgeren udrejste herefter af Gaza. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at ansøgeren under nævnsmødet fremstod med tilstrækkelig modenhed til at redegøre for sit asylmotiv og svare relevant på de stillede spørgsmål. Det fremgår af de foreliggende oplysninger, at ansøgeren har deltaget i en sprogtest, hvoraf det fremgår, at hans dialekt mest sandsynligt tyder på, at han er fra Jordan, mens dialekten ikke er forenelig med dialekten i Gaza, hvor han har oplyst, at han stammer fra. Ansøgeren har under samtalerne med Udlændingestyrelsen og under nævnsmødet herunder i beskrivelsen af sin rejserute udvist meget ringe realiakendskab til Gaza. Efter udlændingelovens § 40 påhviler det en asylansøger at sandsynliggøre den identitet og det asylmotiv, han påberåber sig. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort sin identitet. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren har udvist meget ringe kendskab til Gaza, ligesom udfaldet af den foretagne sprogtest ikke understøtter hans forklaring om, at han er født og opvokset i Gaza. Det kan ikke føre til et andet resultat, at ansøgeren over for sin advokat og under nævnsmødet har udbygget sin forklaring med, at han som 10 årig blev sendt til Jordan. Flygtningenævnet finder heller ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort sit asylmotiv. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende om sit asylmotiv. Ansøgerens forklaring er endvidere præget af en meget lille detaljeringsgrad, og forklaringen fremstår alt i alt utroværdig. Ansøgeren har således forklaret divergerende og upræcist om baggrunden for sit asylmotiv. Han har således først forklaret, at han frygter at blive slået ihjel af besættelsesmagten, som så mange andre er blevet det, og senere, at han frygter, at han ikke kan uddanne sig og arbejde i Gaza på grund af krigen. Endelig har han senest angivet, at han frygter at blive hvervet af Hamas, som har hvervet ham en gang tidligere, hvilken forklaring han fragik under nævnsmødet. Ansøgeren har ikke under nævnsmødet været i stand til at redegøre for diverse divergenser, og Flygtningenævnet finder, at divergenserne ikke alene kan forklares med ansøgerens unge alder og den omstændighed, at han ikke fra begyndelsen turde fortælle sin sande historie. Flygtningenævnet lægger derimod ansøgerens forklaring om et svært liv og ønsket om et liv i Europa til grund. Nævnet finder imidlertid ikke, at det kan føre til konventions- eller beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren vedrørende dette asylmotiv har påberåbt sig sociale forhold, herunder arbejdsløshed etc., og at disse forhold ikke er omfattet af anvendelsesområdet for udlændingelovens § 7. Endelig bemærker Flygtningenævnet, at ansøgeren indrejste i Danmark på et ukendt tidspunkt i 2013, men at han først ansøgte om asyl i sommeren 2014, da han blev antruffet af politiet. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder herefter, at der ikke er grundlag for at hjemvise sagen med henblik på yderligere indhentelse af oplysninger om ansøgerens identitet, hvorfor den mere subsidiære påstand herom ikke tages til følge. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. stat/2015/11
