sril20184

Nævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sri Lanka. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2013. 
Flygtningenævnet udtalte: 
”Ansøgeren er etnisk tamil fra Jaffna, Sri Lanka. Ansøgeren har forklaret, at han er hindu, men han er ikke praktiserende. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Sri Lanka frygter at være uden netværk, ligesom han frygter den generelle sikkerhedsmæssige situation i landet. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at hans mor døde under tsunamien i 2004, mens hans far døde under borgerkrigen omkring 2009. Ansøgerens familie blev splittet, idet hans storebror forsvandt. Ansøgeren formoder, at hans storebror havde tilknytning til de Tamilske Tigre. Efter borgerkrigen flyttede ansøgeren sammen med sin søster, sin onkel og onklens familie til Point Petro. Her opsøgte myndighederne familiens bopæl. Myndighederne tog flere gange ansøgerens søster med til politistationen, hvor hun blev afhørt om sin tilknytning til de Tamilske Tigre. Omkring 2011 blev ansøgerens søster gift med en mand bosiddende i Danmark, og hun flyttede derefter til Danmark. Efter søsterens udrejse blev familien fortsat opsøgt af myndighederne, som efterspurgte søsteren. I 2013 udrejste ansøgeren fra Sri Lanka. Ansøgeren har ikke haft kontakt med familiemedlemmer eller andre i Sri Lanka efter sin udrejse, og han er ikke bekendt med, om de familiemedlemmer han tidligere havde i landet fortsat lever. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at nævnet tiltræder, at ansøgeren, der er 17 år gammel, er tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsbehandling, idet han under mødet har svaret på de stillede spørgsmål på en måde der viser, at han har forstået, hvad asylbehandlingen går ud på. Flygtningenævnet kan i det hele lægge ansøgerens forklaring til grund, men vurderer i overensstemmelse med Udlændingestyrelsen, at ansøgerens asylmotiv ikke er omfattet af anvendelsesområdet for udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har herved ligesom Udlændingestyrelsen lagt vægt på, at ansøgeren ikke har oplevet nogen former for personlige konflikter i Sri Lanka og på, at han kunne opholde sig i Sri Lanka i ca. 2 år efter, at hans søster i 2011 havde forladt landet, ligesom ansøgerens søster problemfrit har opholdt sig i Sri Lanka i ca. 1 år fra foråret 2016. Det forhold, at ansøgeren er uden netværk i Sri Lanka, kan heller ikke føre til, at han meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, idet der er tale om socioøkonomiske forhold, der ikke er omfattet af anvendelsesområdet for denne bestemmelse. Endelig kan de generelle forhold, herunder sikkerhedssituationen for tamiler i Sri Lanka, heller ikke føre til, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Sri Lanka vil risikere forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Sril/2018/4/DH