sril20168

Nævnet stadfæstede i maj 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Sri Lanka. Indrejst i 2014. 
Flygtningenævnet udtalte: 
”Ansøgeren er etnisk tamil og hindu af trosretning fra Puthur, Jaffna, Sri Lanka. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hendes søn i 1987 udrejste af Sri Lanka, idet han var tamilsk tiger. Siden 1990 er ansøgeren flere gange blevet opsøgt af myndighederne, som har ledt efter hendes søn, og fra 1991 eller 1992 til 2004 har ansøgeren haft meldepligt. I 2003 blev ansøgeren første gang udsat for fysiske overgreb af militæret, og hun har efterfølgende været udsat for overgreb omkring 25 gange. Sidste gang ansøgeren blev opsøgt var omkring en måned inden hendes udrejse. Ved en tilbagevenden til Sri Lanka frygter ansøgeren at blive udsat for overgreb af militæret. Ansøgerens søn indrejste i Danmark for 30 år siden, i 1986, 18 år gammel. Det fremgår ikke af sønnens asylsag, at han har været medlem af De Tamilske Tigre. Ansøgerens forklaring om, at hun fra ca. 1997 frem til sin udrejse af Sri Lanka i 2014 løbende blev opsøgt af militæret med forespørgsel om sin søn, forekommer derfor usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Når hertil kommer, at ansøger udrejste legalt med eget pas og først søgte asyl, da hendes visum udløb, har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Sri Lanka vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” sril/2016/8/ADP