sril20165

Nævnet hjemviste i april 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sri Lanka. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2015. 
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk tamil og katolik fra Sri Lanka. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Sri Lanka frygter, at han igen vil blive tilbageholdt af militæret, eller at militæret vil bortføre ham. Endvidere har ansøgeren henvist til, at han frygter, at hans onkel og bedstefader ikke længere vil kunne forsørge ham og hans familie.  Ansøgeren har til støtte for sine asylmotiver henvist til, at militæret i 2015 oprettede en lejr i den bydel, hvor han boede. Når ansøgeren og hans venner spillede fodbold, eller når han befandt sig på gaden, opsøgte militæret ham og hans venner, og hver gang tog soldaterne dem med hen til militærets lejr. Soldaterne forlangte, at ansøgeren og hans venner skulle sælge hash og herefter komme tilbage med pengene fra salgene til soldaterne. Da de nægtede at efterkomme soldaternes krav, tilbageholdte og truede soldaterne dem. Endvidere har ansøgeren henvist til, at han fra sine venner har hørt, at en dreng fra en anden by blev bortført af militæret. Han frygter derfor, at det samme vil ske for ham. Ansøgeren har ydermere henvist til, at han frygter, at hans bedstefader, som er meget gammel, ikke længere vil kunne fortsætte med at forsørge ham og hans familie, ligesom han frygter, at hans onkel skal blive gift og derfor ikke længere vil kunne forsørge ham og hans familie. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren højst var 13 år, da han indrejste i Danmark, og at han nu højst er 14 år. Herefter, og på baggrund af en samlet vurdering af ansøgerens fremtræden under nævnsmødet, herunder ansøgerens begrænsede evne til at besvare de stillede asylrelevante spørgsmål, finder et flertal af nævnets medlemmer, at det er betænkeligt at antage, at ansøgeren er tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsbehandling. Flygtningenævnet ophæver derfor Udlændingestyrelsens afgørelse og hjemviser sagen til fornyet behandling.” sril/2016/5/CEB