sril20163

Nævnet meddelte i marts 2016 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Sri Lanka. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
Ansøgeren er etnisk tamil og hindu af trosretning fra Sri Lanka. Ansøgeren har været medlem af De Tamilske Tigre (LTTE) fra perioden 1992 til 2006. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Sri Lanka frygter at blive slået af ihjel af militæret og efterretningsfolk, idet hans navn er påført en sort liste, fordi ansøgeren tidligere har været medlem af LTTE i Sri Lanka. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han blev tilknyttet LTTE i januar 1992. Ansøgeren var tilknyttet og havde aktiviteter for LTTE i perioden fra januar 1992 til 2006. Ansøgeren modtog fra januar 1992 indtil august 1992 våben-, militær- og fysisk træning. Ansøgeren deltog fire gange i kampene, som blev afviklet på vandet mellem […] og […]. Disse kampe fandt alle sted inden 1995. I slutningen af 1993 eller i starten af 1994 deltog ansøgeren i kampen i […]. I 1995 deltog ansøgeren også i et angreb i området […]. Fra 1996 til 1998 arbejdede ansøgeren for LTTE, som ingeniør på skibet […]. Næsten dagligt hentede ansøgeren våben fra andre store skibe, som også tilhørte LTTE. I 1998 tog ansøgeren til Nord Korea for at hente våben. I 2000 og i 2002 hentede ansøgeren våben i Kina. I 2004 skulle ansøgeren igen hente våben fra Kina, men fik besked på at vende tilbage, idet de var blevet opdaget af amerikanerne. I 2004 tog ansøgeren fra Indonesien tilbage til Sri Lanka, hvor ansøgeren blev i tre måneder. Ansøgeren besøgte sine forældre og mødtes med […], som også var tilknyttet LTTE. Ansøgeren deltog ikke i kamphandlinger efter 1996. I starten af april 2004 udrejste ansøgeren af Sri Lanka. Ansøgeren har i perioden fra sin udrejse af Sri Lanka til sin indrejse i Danmark opholdt sig i en række forskellige lande, herunder flere asiatiske lande under forskellige identiteter. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund, herunder forklaringen om, at hans familie frem til ca. 2012 er blevet opsøgt flere gange af myndighederne, som har spurgt efter ansøgeren. Flygtningenævnet lægger herefter til grund, at ansøgeren har været tilknyttet de tamilske tigre LTTE i perioden fra januar 1992 til 2006, at han i årene 1993-1995 deltog i kamphandlinger på havet mod det srilankanske militær, og at han de efterfølgende år, hvor han boede i Indonesien var kontaktperson og skulle skaffe reservedele, mad, lægehjælp og andre forsyninger til LTTE. Herudover var han 3 gange med som mekaniker på et skib tilhørende de tamilske tigre i forbindelse med køb af våben i henholdsvis Nord Korea og Kina. Flygtningenævnet finder på den anførte baggrund samt under henvisning til de foreliggende baggrundsoplysninger, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Sri Lanka fortsat vil være i myndighedernes søgelys og dermed vil være i risiko for at blive udsat for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1.  Spørgsmålet er herefter, om de aktiviteter, som ansøgeren har udført for LTTE er omfattet af udelukkelsesgrundene i udlændingelovens § 10, stk. 1, nr. 3, jf. flygtningekonventionens artikel 1 F. Det fremgår af det foreliggende baggrundsmateriale, at LTTE under borgerkrigen begik krigsforbrydelser og krænkelser af grundlæggende menneskerettigheder. Nævnet finder imidlertid ikke holdepunkter for at antage, at ansøgeren konkret har medvirket til sådanne handlinger, eller at de våben, som han medvirkede til købet af, har været anvendt hertil. På den baggrund finder nævnet ikke, at ansøgeren er udelukket fra beskyttelse, jf. udlændingelovens § 10, stk. 1, nr. 3, jf. flygtningekonventionens artikel 1 F og dermed heller ikke efter udlændingelovens § 10, stk. 2, nr. 2. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. sril/2016/3 / KIB