sril20151

Nævnet meddelte i december 2013 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Sri Lanka indrejst i Danmark i 2014.

Flygtningenævnet udtalte:

”Ansøgeren er etnisk tamil og kristen fra […], Sri Lanka. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Sri Lanka frygter at blive fængslet eller dræbt af myndighederne, idet hans fader og broder begge har haft tilknytning til De Tamilske Tigere (LTTE). Han har videre henvist til, at han ikke har boet i Sri Lanka siden 1986 og derfor ikke ville kunne klare sig der, idet han ikke har et sted at bo. Flygtningenævnet kan i overensstemmelse med Udlændingestyrelsen lægge til grund for sagen, at ansøgeren har været tilbageholdt af srilankanske patruljebåde flere gange i farvandet mellem Indien og Sri Lanka, senest  [i begyndelsen af 2014], hvor han blev udsat for forskellige fysiske overgreb. Under nævnsbehandlingen har han oplyst, at han i forbindelse med denne tilbageholdelse opgav sit navn til de srilankanske myndighedspersoner. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer lægger i afgørelsen vægt på ansøgerens oplysninger om, at hans fader blev dræbt, mens ansøgeren var lille, og at hans broder var tilknyttet LTTE, idet han var medlem af […]. Broderen blev dræbt i 2003. Broderen blev efter, hvad ansøgeren har fået oplyst, dræbt i 2003 af samme grund. Flertallet lægger vægt på, at det fremgår af de nyere baggrundsoplysninger, herunder UNHCRs guidelines fra 2012, at sikkerhedssituationen for tamilere generelt er forværret i Sri Lanka, og at der i forbindelse med eller efter indrejse via Columbo lufthavn vil ske undersøgelser af blandt andet familiemedlemmer til tidligere LTTE-medlemmer. Flertallet finder på denne baggrund ikke at kunne afvise, at ansøgeren ved tilbagevenden til hjemlandet vil være i reel risiko for overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Efter en samlet vurdering af sagens oplysninger finder Flygtningenævnet derimod ikke, at ansøgeren opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler herefter ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” sril/2015/1