Nævnet stadfæstede i november 2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sri Lanka. Indrejst i 2006. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren for Flygtningenævnet havde fremlagt uddrag af nogle avisartikler, hvorefter en srilankansk mand, der arbejdede for et dansk minerydningsselskab, var blevet skuddræbt, en erklæring fra et parlamentsmedlem, en erklæring fra politiet i ansøgerens hjemområde, samt en arrestordre. Flygtningenævnet fik via Internettet bekræftet oplysningerne om et skuddrab i et dansk minerydningsselskab i efteråret 2007. Erklæringen fra parlamentsmedlemmet indeholder kun oplysninger om, hvad ansøgerens moder har fortalt ansøgeren. Erklæringen fra politiet og arrestordren fremtræder som forfalskninger. Flygtningenævnet fandt ikke, at det fremlagte materiale i sig selv kunne understøtte, at ansøgeren skulle være efterstræbt af det srilankanske militær, politiet eller EPRLF. Ansøgeren havde først for nævnet forklaret, at han i forbindelse med en tilbageholdelse i 2005 skulle have været udsat for tortur. Flygtningenævnet fandt derfor ikke at kunne lægge oplysningerne herom til grund. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han efterstræbtes på grund af sin faders forhold. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren efter anholdelsen i 2005 blev løsladt alene betinget af, at han dagen efter meldte sig til militæret for at underskrive nogle papirer. Den omstændighed, at ansøgeren undlod at møde næste dag for at underskrive papirerne, fandt nævnet ikke kunne give grundlag for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Sri Lanka ville blive udsat for forfølgelse som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Srilanka/2007/7