Nævnet stadfæstede i januar 2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sri Lanka, født den 10. maj 1979. Indrejst i september 2004. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren var etnisk tamil fra Kilinochchi. Nævnet fandt, at ansøgerens forklaring om sin tilknytning til de to organisationer, LTTE og TELO [Tamil Ealam Liberation Organization], ikke virkede overbevisende. Selvom det blev lagt til grund, at ansøgeren havde haft en tilknytning til LTTE i 1995/1996, og at han herefter skulle have været tilknyttet TELO, fandtes dette ikke at kunne begrunde asyl. Nævnet bemærkede, at ansøgerens medlemskab af LTTE lå langt tilbage i tiden, og at ansøgeren alene havde været et menigt medlem, hvorfor det forekom mindre sandsynligt, at ansøgeren skulle have været efterstræbt af LTTE på grund af sit medlemskab af TELO. Ansøgeren havde heller ikke sandsynliggjort, at han i forbindelse med drabet på en ven, skulle være kommet i modsætningsforhold til TELO. Nævnet kunne ikke lægge til grund, at ansøgeren var eftersøgt af de Srilankanske myndigheder, herunder i forbindelse med de af ansøgeren oplyste drab i 1999 på to medlemmer af PLOTE (People Liberation Organization of Tamil Ealam). Ansøgeren havde endvidere kunnet opholde sig i Sri Lanka uden problemer med myndighederne frem til 2004, og det fremstod som konstrueret til lejligheden, at TELO skulle have anmeldt ansøgeren til myndighederne flere år efter drabene. Ansøgeren havde som asylmotiv tillige henvist til den generelt vanskelige situation i Sri Lanka. Flygtningenævnet bemærkede i den forbindelse, at opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, kræver, at ansøgeren ved en tilbagevenden til sit hjemland må frygtes at blive udsat for en konkret, individuel forfølgelse af en vis styrke eller risiko herfor. Opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, er betinget af, at ansøgeren risikerer dødsstraf, eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig behandling eller nedværdigende behandling eller straf. Der skal foreligge konkrete og individuelle forhold, der sandsynliggør, at ansøgeren ved en tilbagevenden til sit hjemland vil være i en reel risiko for at blive udsat for et af overgrebene. Af bemærkningerne til § 7, stk. 2 fremgår, at der ikke vil kunne gives opholdstilladelse efter bestemmelsen alene fordi, der hersker kaotiske eller borgerkrigslignende forhold i landet. Efter en samlet vurdering af oplysningerne i ansøgerens sag sammenholdt med baggrundsoplysningerne om den generelt vanskelige situation i Sri Lanka, herunder UNHCR’s Position Paper On The International Protection Needs Of Asylum-Seekers From Sri Lanka, december 2006, fandtes ansøgeren ikke at kunne anses for at være i en reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, og 7, stk. 2. Nævnet bemærkede, at ansøgeren ikke kunne anses for at være en person, der var mål for myndighedsforfølgelse og forfølgelse af LTTE og TELO. Srilanka/2007/1