Nævnet stadfæstede i oktober 2006 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sri Lanka, født i 1975. Indrejst i maj 2006. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren som asylmotiv dels havde henvist til frygt for myndighederne som følge af bistand til de Tamilske Tigre, dels frygt for at blive tvunget til at tilslutte sig Tigrene. Nævnet fandt ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund og lagde her vægt på, at han havde forklaret divergerende, såvel om karakteren og omfanget af bistanden til Tigrene, og om antallet af tilbageholdelser fra myndighedernes side, disses varighed og karakteren af slag og afhøringer. Uanset om det blev lagt til grund, at ansøgeren havde været anholdt en eller to gange og var blevet opfordret af Tigrene til at slutte sig til dem, kunne dette ikke medføre asyl. Det bemærkedes herved, at ansøgeren blev løsladt betingelsesløst af myndighederne og at der ikke var konkrete omstændigheder der kunne indicere at ansøgeren var således i myndighedernes søgelys, at der var reel frygt for fornyede anholdelser, ligesom ansøgeren kunne udrejse på eget pas. Nævnet bemærkede endvidere, at ansøgeren, såfremt han frygter de Tamilske Tigre, må henvises til at tage ophold i den myndighedskontrollerede del af landet. Herefter og idet de generelle forhold i Sri Lanka ikke kunne begrunde asyl, fandt nævnet ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden ville være i risiko for forfølgelse omfattet af § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Srilanka/2006/4