Nævnet stadfæstede i september 2006 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sri Lanka, født i 1989. Indrejst i november 2005. Udlændingeservice behandlede sagen i proceduren for åbenbart grundløse sager, men efter veto fra Dansk Flygtningehjælp blev sagen indbragt for Flygtningenævnet. I Flygtningenævnet blev sagen behandlet på skriftligt grundlag i henhold til udlændingelovens § 53, stk. 8, og 56, stk. 3. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren var uledsaget mindreårig og etnisk singaleser fra Sri Lanka. Ansøgeren havde ikke været medlem af politiske eller religiøse partier eller organisationer. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at han som følge af, at han – i forbindelse med præsidentvalget i november 2005 - havde opsat valgplakater for en singalesisk kandidat fra UNP var kommet i etniske tamiler eller LTTEs søgelys, herunder at han risikerede at blive tvangsrekrutteret af LTTE. Ansøgeren havde videre henvist til, at hans arbejdsgiver var blevet opsøgt af nogle tamiler, som spurgte efter ansøgeren samt fremsatte trusler, der var rettet mod ansøgeren. Endelig havde ansøgeren henvist til, at han som singaleser blev chikaneret af tamiler. Flygtningenævnet fandt det ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Sri Lanka risikerede forfølgelse eller overgreb. Flygtningenævnet havde ved vurderingen lagt vægt på, at ansøgerens aktiviteter for UNP var af underordnet karakter, og at ansøgeren alene havde været opsøgt en gang af personer, der angiveligt var tamiler, på gaden i forbindelse med opsætning af valgplakater, ligesom de øvrige, der opsatte valgplakater også blev opsøgt. Nævnet havde endvidere lagt vægt på, at ansøgerens arbejdsgiver alene én gang var blevet opsøgt af tamiler, der fremsatte trusler rettet mod ansøgeren. Det fandtes ikke herved sandsynliggjort, at ansøgeren var kommet således i søgelyset, at han ved en tilbagevenden ville risikere asylbegrundende overgreb. Derudover havde nævnet tillagt det vægt, at den chikane, som ansøgeren var blevet udsat for af tamiler i sin hjemby, var af underordnet karakter. Såfremt ansøgeren fandt, at han ikke kunne tage ophold i sin hjemby ved Trincomalee, måtte Flygtningenævnet henvise ansøgeren til at tage ophold et andet sted i Sri Lanka, som ikke var domineret af tamiler, ligesom ansøgeren kunne henvises til at søge myndighedernes beskyttelse, hvilket ansøgeren efter sin egen forklaring ikke havde gjort. Det forhold, at ansøgeren angiveligt ikke havde noget familie tilbage i Sri Lanka, kunne heller ikke i sig selv begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. De generelle forhold i Sri Lanka kunne heller ikke begrunde, at der meddeltes opholdstilladelse efter § 7. Flygtningenævnet fandt således ikke, at ansøgeren havde været forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerede forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kunne det ikke antages, at ansøgeren skulle være i en konkret særlig risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Srilanka/2006/3
