Nævnet stadfæstede i november 2011 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sri Lanka. Indrejst i 2010.
Flygtningenævnet udtalte:
”At ansøgeren er etnisk moor og muslim af trosretning fra Kandy-distriktet, Sri Lanka. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Sri Lanka frygter at blive slået ihjel af myndighederne som følge af, at han er flygtet fra en militærlejr. Ansøgeren blev i […] 2008 tvangshvervet af LTTE og blev tilbageholdt i 16 måneder, hvor han skulle lave mad. Han flygtede i […] 2009, men overgav sig kort efter til militæret, der tilbageholdt ham med beskyldninger om at have samarbejdet med LTTE. Han blev ført til en lejr, hvor han blev afhørt 10-15 gange og udsat for fysisk afstraffelse. Han kom efter omkring halvandet måned til en ny lejr. Her blev han ligeledes afhørt 10-15 gange. Efter omkring fire måneder fik han en for ham ukendt mand, der var ansat i militærlejrens køkken, til at kontakte ansøgerens ven […], der besøgte ansøgeren i […] 2009. En måned senere fortalte manden fra kantinen, at denne og ansøgerens ven ville bestikke en officer, hvorefter ansøgeren i […] 2010 blev hentet af en agent i lejren, hvorefter ansøgeren kunne udrejse til Indien. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren under behandlingen af asylsagen har forklaret divergerende. Flygtningenævnet finder tillige, at ansøgerens forklaring på flere punkter forekommer utroværdig og mangler en sådan detaljeringsgrad, at den ikke fremstår selvoplevet. Ansøgeren har således indtil forklaringen i Flygtningenævnet oplyst, at han ikke var udsat for fysisk afstraffelse under opholdet i den første militærlejr. Han har derimod under forklaringen for Flygtningenævnet oplyst, at han var udsat for fysisk afstraffelse under opholdene i begge militærlejre. Flygtningenævnet finder det utroværdigt, at en ukendt person fra militærlejrens kantine skulle tilbyde ansøgeren sin hjælp til at flygte fra lejren. Det findes tillige utroværdigt, at denne person kontaktede ansøgerens ven, […] og at disse to i fællesskab bestak en officer i lejren, så ansøgeren kunne blive hjulpet til at flygte. Det findes tillige utroværdigt, at ansøgerens familie – i modsætning til vennen […] – ikke besøgte ansøgeren i lejren under ansøgerens relativt lange ophold der under hensyn til, at der efter ansøgerens forklaring var adgang til besøg i lejren. Flygtningenævnet finder det tillige utroværdigt, at ansøgeren under samtlige tilbageholdelser fik lov til at beholde sit nationale id-kort. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at antage, at divergenser i ansøgerens forklaring, der optræder under sagen, er en følge af ansøgerens sygdom. Flygtningenævnet bemærker herved, at ansøgeren til første samtale med Udlændingestyrelsen blev afbrudt på grund af ansøgerens sygdom, og ansøgeren under den anden samtale, der blev gennemført vedstod sin forklaring under den første samtale. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2.” sril/2011/7
